Overordnede kursusmål
Forståelse af samspillet mellem teknologi og mennesker er
grundlæggende for diplomingeniøren i sundhedsteknologi. For at
kunne forstå dette samspil vil kurset tage udgangspunkt i mennesket
og de komplicerede forhold, der påvirker den enkelte og grupper af
menneskers interaktion med teknologi. Kurset tager udgangspunkt i
følgende områder: psykologi, sociologi, etik, kommunikation,
pædagogisk og empowerment.
Efter at have gennemført kurset vil den studerende have tilegnet
sig tilstrækkelig viden, færdigheder og kompetencer til at
gennemføre projektarbejde med formidling af løsningsforslag til
virksomheder eller organisationer.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Anvende og argumentere for relevante psykologiske faktorer, der
påvirker samspillet mellem mennesker og teknologi.
- Forklare psykologiske strategier til håndtering af menneskers
adfærd og psykiske processer (følelser, handlinger og reaktioner) i
forbindelse med implementering af teknologier.
- Anvende og argumentere for sociologiske strukturer, herunder
samfund, geografi, kultur og køn, der påvirker mennesker og
implementering af teknologier.
- Argumentere for muligheder og begrænsninger ved at implementere
eller udvikle teknologi i sundhedsprofessioners omgivelser.
- Argumentere for etiske problemstillinger ved implementering og
anvendelse af sundhedsteknologi.
- Argumentere for og udvælge relevant kommunikationsteori i
forbindelse med udvikling og implementering af teknologi til
forskellige målgrupper.
- Anvende og udvælge kommunikationsfærdigheder i praksis,
herunder interview, mødeledelse samt mundtlig og/eller skriftlig
formidling til relevante målgrupper.
- Argumentere for sundhed og sundhedspædagogiske tiltag i
forbindelse med implementering af teknologi til relevante
målgrupper, med udgangspunkt i relevante former for læring og
læringsstile.
- Planlægge og udføre projektarbejde og projektledelse i
forbindelse med implementering af teknologi i samspil med
mennesker, herunder kunne redegøre for rollen for en Diplomingeniør
i Sundhedsteknologi.
Kursusindhold
Psykologi - er det videnskabelige studie af menneskers adfærd og
psykiske processer, herunder menneskets måde og evne at reagere og
handle på. Psykiske processer er bl.a. baseret på vilje, følelser
og tænkning (kognitiv adfærd).
Sociologi - er studiet af samfund, deres strukturer, organisation
og betydning for de individer, der indgår i samfundet. På dette
kursus tages der udgangspunkt i de sociologiske strukturer, der
påvirker implementering af teknologi.
Etik - drejer sig om, hvad vi bør gøre som enkeltindivider og som
samfund. Etik er styrende for en del af vores handlinger. Kurset
præsenterer forskellige former for etiske overvejelser som
sundhedsteknologen møder i praksis.
Kommunikation - kan defineres som den samlede verbale og nonverbale
interaktion mellem individer samt mellem individer i
organisationer.
Pædagogik - handler i dette kursus om den videnskabelige tilgang i
forbindelse med uddannelse og undervisning af mennesker, herunder
konsulentroller og redskaber til at målrette læring til bestemte
målgrupper.
Empowerment - Patient- og borgerrettet empowerment. Patientens
eller borgerens oplevelse af egen situation og mulighed for at
håndtere og agere i egen situation.
Litteraturhenvisninger
Litteratur fremgår af CampusNet for de enkelte lektioner.
Supplerende materiale distribueres i løbet af kurset.
Bemærkninger
Deltagelse i simulationsøvelse og projektarbejde er obligatorisk.
Der forventes aktiv deltagelse i undervisning.
Sidst opdateret
28. april, 2020