Overordnede kursusmål
Kurset vil gennemgå udfordringerne i forbindelse med design,
udvikling, produktion og registrering af vacciner baseret på
kendskab til immunsystemet i dyr og mennesker. Terapeutiske
antistoffer vil også blive berørt. De studerende vil opnå viden om
vacciner til behandling eller forebyggelse af infektionssygdomme,
allergi, cancer og kroniske inflammationssygdomme. De studerende
vil opnå en forståelse for de muligheder og kompleksiteter det
indebærer, at det vaccinerede individs eget immunsystem både er mål
for medikamentet (vaccinen) og den egentlige udøver af
medikamentets ønskede virkning. Denne biofarmakologiske
indgangsvinkel til at se vacciner som medikamenter er nyttig for
dels at forstå deres opdagelse og produktion, og dels for deres
anvendelse forebyggende, terapeutisk eller post-eksponering.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- beskrive grundlaget for traditionelle vacciner (levende,
inaktiverede, dræbte subunit mv.).
- forklare forskellige tilgængelige metoder til at opdage og
producere antigener.
- forklare virkningsmekanismer for adjuvanser.
- designe sammensætningen af en vaccine med udvælgelse af
antigen, adjuvans og formulering.
- designe vacciner til en given udfordring, herunder også samspil
med diagnostiske tests.
- beskrive de generelle principper for præklinisk vurdering af
vaccinekandidaters effektivitet
- forklare aspekter omkring sikkerhed og effektivitet ved
vacciner og typiske problemer relateret til disse.
- beskrive begrebet 'non-specifikke effekter' af
vacciner
- beskrive principperne bag præklinisk og klinisk afprøvning af
vacciner.
- designe vacciner mod allergi.
- designe vacciner mod cancer.
- anvende viden opnået i kurset til at beskrive udvikling af ny
vaccine mod et valgt patogen med kritisk brug af af netbaserede
værktøjer herunder AI, samlet i en afsluttende rapport, der
præsenteres mundtligt
Kursusindhold
Kurset vil gennemgå grundlæggende vaccinologi såsom vaccinetyper,
administration af vacciner og immunologien bag vacciners og
adjuvanters virkning samt de praktiske aspekter vedrørende brug af
vacciner til dyr og mennesker. Særlige forhold vedrørende vacciner
mod infektionssygdomme eller cancer eller til behandling af allergi
vil blive gennemgået.
Som et eksempel på farmakologisk udvikling og produktion vil
processen for udvikling og fremstilling af vacciner blive
gennemgået, fra identifikation af et antigen, med dets optimale
karakteristika vedr. produktionsegnethed, stabilitet og
immunologisk relevans, over udvælgelse og/eller udvikling af
adjuvans og afprøvning i dyremodeller, til den endelige produktion
og formulering af en vaccine til et defineret formål. Dette
inkluderer også forhold vedr. myndigheders krav til dokumentation i
produktionen, samt præklinisk og klinisk afprøvning.
Litteraturhenvisninger
Der findes ingen selvstændig lærebog, der dækker udviklingen af
vacciner på samme måde som kurset. Der vil blive anvendt relevante
videnskabelige artikler og andet udleveret materiale.
Det er nødvendigt med en immunologibog til den generelle baggrund
fx Janeway's Immunobiology, der også anvendes på 27070.
Sidst opdateret
04. maj, 2026