Overordnede kursusmål
Kursets mål er at gøre den studerende i stand til at håndtere en
komplet systemudviklings-cyklus fra koncept-design til færdigt
produkt. Kurset inkorporerer både softwaremæssige og
hardwaremæssige aspekter. Kurset bestræber sig på at skabe
arbejdssituationer som ligner de reelle arbejdsforhold for
IT-ingeniører i industrien, og vil træne den studerende i at
arbejde i et udviklings-team.
Kurset bygger på den studerendes erfaring og viden fra studiets
tidligere semestre (1.-3.) samt kundskaber som opnås i de andre
kurser på studiets 4. semester.
Den studerende skal opnå kursets mål som del af en gruppe på 6-8
studerende, mens det individuelle ansvar opretholdes. Herved
forstås, at
i. Den studerende skal kunne redegøre for den overordnede ide bag
hver enkelt komponent i systemet, og
ii. Den studerende skal udvise detaljeret forståelse af mindst en
væsentlig komponent gennem alle CDIO faser.
Endviddere er det er mål at lade de studerende overveje etiske
spørgsmål i relation til deres fagområde. Dette gøres gennem et
særligt etik-modul.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- selvstændigt benytte sine faglige kompetencer ved løsning af
praktiske, ingeniørmæssige problemer
- arbejde med åbne problemstillinger
- gøre rede for hovedtrækkene i mindst én af de i industrien pt.
benyttede projektstyrings-metoder
- kombinere viden og kompetencer fra forskellige fagområder i et
større tværfagligt projekt
- gennemføre projekter som involverer alle 4 CDIO-elementer:
conceive, design, implement, operate
- arbejde konstruktivt i større grupper
- selvstændigt fremfinde relevant litteratur og software i
forbindelse med løsning af en åben problemstilling
- integrere forskellige teknikker og teknologier i et større
sammenhængende system
- opsplitte et større projekt i mindre dele med relevante
delmål
- præsentere et igangværende projekts status i både skriftlig og
mundtlig form
- præsentere et færdigt produkt i skriftlig form
- beherske det engelske fagsprog til at kunne søge information,
læse manualer og kommunikere fagligt med andre specialister inden
for fagområdet.
Kursusindhold
Man vil i kurset blive konfronteret med en åbent specificeret
opgave som kan løses på en række forskellige måder. De studerende
skal i grupper analysere problemet og beslutte sig for hvordan det
skal håndteres samt designe et system som løser problemet. Herefter
skal systemet implementeres. Arbejdet skal dokumenteres og
præsenteres undervejs.
Kurset vil blive evalueret på basis af følgende 5 obligatoriske
elementer:
- 3 mindre status-rapporter som skal afleveres og senere
præsenteres og diskuteres mundtligt ved 3 tilhørende
status-gruppe-møder.
- præsentation af det færdige produkt i den 3. uge af 3-ugers
perioden.
- afsluttende rapport på 25 til 35 sider som skal afleveres ved
3-ugers periodens slutning.
Karakteren vil blive givet som en helhedsvurdering baseret på disse
5 elementer.
Arbejdet udføres i grupper af 6-8 studerende. Alle rapporter og
mundtlige præsentationer udføres af gruppen i fællesskab. I den
afsluttende rapport skal der dog være en klar opdeling af hvem der
har produceret hvilke dele af rapporten, samt en klar angivelse af
hvem der har lavet hvad i forbindelse med projektet som helhed.
Der vil blive givet obligatoriske forelæsninger til projektstyring
parallelt med det tekniske arbejde på projektet og der er et
etik-modul med obligatoriske opgaver.
Bemærkninger
Sektion for AI, matematik og software
IT-elektronik: 4. semester
IT og Økonomi: 4. semester
Softwareteknologi: 4. semester
Sidst opdateret
29. maj, 2024