Overordnede kursusmål
Kursets overordnede mål er at give de studerende en generel
introduktion til energiens rolle i samfundet, og digitaliseringens
muligheder i forbindelse med bæredygtighed i energisystemer.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- redegøre for elementære principper og teknologier indenfor
energi og bæredygtighed
- designe og dimensionere en energiløsning og diskutere den i
forhold til bæredygtighed
- demonstrere hvordan bæredygtighed i energisystemet understøttes
af digitale teknologier
- udføre grundlæggende behandling og repræsentation af data i
Python
- benytte DTU's digitale platforme og Elektro's
laboratoriefaciliteter og udvise fornuftig adfærd i et
laboratoriemiljø
- organisere og gennemføre projektarbejde i grupper
- formidle tekniske sammenhænge, teorier og resultater både
skriftligt og mundtligt
- evaluere og give konstruktiv kritik på egne og andres
arbejder
- udvikle en optimal studieteknik, tilpasset opgaverne i
forskellige kurser
- udarbejde en sammenhængende studieplan for hele
bachelorstudiet
Kursusindhold
Der arbejdes med omstillingen til det bæredygtige energisamfund med
fokus på digitaliseringens rolle.
Kurset introducerer de studerende for centrale begreber og
udfordringer forbundet med at realisere bæredygtige energisystemer.
Der vil blive arbejdet med elektricitet som energibærer og de
udfordringer der følger med
ambitionerne om et bæredygtigt energisystem med høj grad af
elektrificering. Her vil de studerende blive introduceret til
hvordan data om energiforbrug og CO2-udledning kan bidrage til at
synliggøre og løse nogle af disse problemstillinger.
Vi arbejder med en case for hvordan energiteknologi bidrager til at
realisere FN's målsætninger for bæredygtig udvikling og kigger
bredere på energiens rolle i samfundet, hvor de studerende selv
udarbejder en energiplan.
Kurset består af to dele:
- Første del foregår i 13-ugers perioden i efteråret og består af
en række lektioner med tilhørende opgaver.
- Anden del foregår som projektarbejde i 3-ugers perioden i januar,
hvor de studerende udfører et projekt inden for emnefeltet;
bæredygtighed, energi og digitalisering.
Litteraturhenvisninger
Bog1: Dunlap, Richard A.; "Sustainable Energy, SI
Edition", Cengage Learning US, 2019.
Bog2: Larsen, Torben E.; "Elementær kredsløbsteknik",
Ingeniøren-bøger, 2002.
Sidst opdateret
02. maj, 2024