Overordnede kursusmål
Kurset har som overordnet mål at give de studerende overblik over
industrielle fremstillingsprocesser med fokus på samspillet mellem
design, materialevalg, præcision og kvalitet.
De studerende vil få et grundlæggende indblik i mekaniske
komponenters funktion, opbygning og fremstilling og bliver i stand
til at kommunikere professionelt vha. skitser og tekniske tegninger
samt anvende et avanceret CAD-program. De studerende vil desuden
lære at overføre 3D CAD-geometrier til CAM-software til at
programmere numerisk styrede bearbejdningsmaskiner.
Yderligere, bliver de studerende i stand til at udpege en eller
flere processer, der kan anvendes til at fremstille et emne med
givne krav til geometri, funktion og tolerancer.
De studerende lærer hvordan fremstilling af et konkret produkt
forberedes og udføres i praksis, herunder design af emner og
værktøjer, samt opstilling og indkøring af produktionsprocesser.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- redegøre for afbildningsarternes karakteristika (dobbelt
retvinklet og aksonometrisk afbildning) og vælge den mest
hensigtsmæssige afbildningsform
- udføre tegningstyper der beskriver mekaniske komponenters
opbygning og funktion og anvende dem til rumligt anskuelige
skitser, konstruktionstegninger og bearbejdningstegninger
- læse en teknisk tegning og bedømme om den er klar og utvetydig,
samt vurdere hvorvidt den lever op til relevante standarder og
normer
- modellere et produkt bestående af flere komponenter i et
avanceret CAD-system og anvende modellerne som grundlag til at
frembringe enkle bearbejdningstegninger af høj kvalitet, egnet til
fremstilling i eksternt værksted vha. f.eks. CAM
- foreslå egnede processer til fremstilling af et givent emne og
argumentere for, hvorfor de er egnede
- anvende de væsentligste procestekniske termer og begreber, som
er nødvendige for, at man som ingeniør kan begå sig i en
produktionsvirksomhed
- komme med forslag til hvilke processer, der skal indgå i en
proceskæde til fremstilling af et færdig emne
- beskrive, på overordnet niveau, hvordan en fremstillingsproces
påvirker et givet materiales egenskaber
- designe enkle værktøjer (forme, fiksturer m.m.), som anvendes
til at fremstille emner i en produktion og sætte disse i
produktion
- foreslå hvornår og hvordan kvalitetskontrol kan udføres og
hvilke metoder, der kan bruges til formålet
- følge DTUs regler for arbejde i laboratorier og hvordan man
færdes sikkert i laboratorier og værksteder
Kursusindhold
Introduktion til skitseringsteknik, grundlæggende afbildningsregler
samt standarder og normer for udførelse af tegninger af mekaniske
komponenter. Yderligere vil de studerende blive introduceret til
målsætning, herunder angivelse af simple tolerancer og
overfladeruhed.
Generel introduktion til grafisk kommunikation, herunder
præsentation af resultater i tekniske journaler. Anvendelse af CAD
til produktmodellering, fremstilling af tekniske tegninger samt
illustrationer og animationer.
Introduktion til almindeligt anvendte fremstillingsprocesser i
industrien. I kurset gennemgås: støbning, formgivning,
spåntagningsprocesser, 3D-print, plastprocesser og samleprocesser
(herunder svejsning). Yderligere vil de studerende blive
introduceret til at sammensætte enkelte fremstillingsprocesser til
en samlet proceskæde.
Som en del af kurset vil de studerende selv udføre produktionen af
enkelte emner i værkstedet på DTU Lyngby campus. I
værkstedøvelserne vil de studerende forberede en proceskæde til
produktionen af et specifikt emne og opstille det nødvendige
produktionsudstyr, herunder CAM-systemer. Med udgangspunkt i de
fremstillede emner vil de studerende anvende industrielt måleudstyr
til kvalitetskontrol.
Sidst opdateret
16. maj, 2024