Overordnede kursusmål
At de studerende med udgangspunkt i cellen tilegner sig en basal
forståelse for vigtige biologiske processer. Herved får den
studerende kendskab til cellers indre struktur, deres biologiske
funktioner, biokemiske, molekylærbiologiske samt bioteknologiske
processer. Med den helhedsforståelse kan den studerende deltage i
den løbende bioteknologiske debat.
Gennem en teoretisk opgave introduceres den studerede for
grundlæggende teknikker indenfor mikrobiologi, molekylærbiologi og
biokemi. Gennem praktiske laboratorieøvelser lærer den studerende
sammenhænge mellem teori og praksis og bliver i stand til at
formidle og kommunikere omkring en biologisk problemstilling.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Beskrive den rumlige, logistiske og strukturelle opbygning af
den levende celle, samt de overordnede mekanismer og kemiske
strukturer bag dens funktion.
- Beskrive enzymers struktur, funktion og regulering (i store
træk), samt forklare hvordan flere enzymer tilsammen kan udgøre en
metabolisk vej.
- Forklare hvordan kulhydrater kan nedbrydes af levende celler og
den kemiske energi frigøres ved både respirering og fermentering,
samt oplagres i ATP.
- Redegøre for DNA’s antiparallelle dobbeltspiralstruktur, dets
replikation og kromosomorganisering i pro- og eukaryoter; samt
bakteriel celledeling og mitotisk og meiotisk celledeling i
eukaryoter.
- Beskrive initiering, elongering og terminering for
transkriptions- og translationsprocesserne i prokaryoter og
eukaryoter.
- Beskrive mekanismer til regulering af genekspression.
- Redegøre for hvordan bakterier kan udveksle genetisk materiale
og hvordan virus reproducerer sig selv ved hjælp af værtscellers
reproduktionsapparat.
- Beskrive de mest grundlæggende begreber i Mendelsk
genetik.
- Redegøre for hvordan rekombinant DNA-teknologi kan anvendes til
at manipulere levende celler.
- Udføre de mest basale teknikker og arbejdsgange indenfor
mikrobiologi, biokemi og molekylærbiologi i laboratoriet, og
forklare principperne bag dem.
- Formidle og kommunikere omkring biologiske problemstillinger og
forstå sammenhængen mellem teori og praksis for simple biologiske
problemstillinger.
Kursusindhold
Cellen som grundlæggende biologisk enhed: struktur, funktion,
stofskifte, vækst, formering, arv og variabilitet. Hovedemner:
Opbygning af aminosyrer og proteiner, nukleotider og nukleinsyrer,
kulhydrater og fedtstoffer. Enzymer: opbygning, reaktioner,
inhibering. Dynamisk biokemi: nedbrydning, biosyntese,
stofskifteregulering, redoxprocesser og energiudbytte. Syntese af
informationsbærende makromolekyler: DNA og RNA, protein. Regulering
af cellens aktiviteter, herunder af syntese af makromolekyler,
reaktioner på ydre påvirkninger. Mutation og mutagenese. Genetiske
processer i lavere og højere organismer. Genteknologi. Eksempler
gives på anvendelse af basale biologiske begreber i nuværende og
fremtidig bioteknologi. Laboratorieøvelser, der i vid udstrækning
støtter den teoretiske undervisning. Ved at arbejde med en
teoretisk og en praktisk opgave trænes teknisk formidling og
kommunikation.
Bemærkninger
Det er en forudsætning for at gå til eksamen, at
laboratorieøvelserne er gennemførte og godkendte samt at en
teoretisk opgave der afleveres i løbet af semesteret er bestået.
Kurset henvender sig primært til diplomingeniørstuderende og
civilingeniørstuderende henvises til 27932.
Lærebog
Sadava et al.: Life. The Science of Biology, 12. ed., 2020
Sidst opdateret
17. maj, 2024