Overordnede kursusmål
I dette kursus vil du lære at undersøge fysikken i en bred vifte af
sportsgrene ved at anvende begreber fra fysik som bl.a. kraft,
impuls og energi. Vi vil bruge relevante ligninger i modeller til
at hjælpe os med at forstå, værdsætte og optimere bevægelse i
sport. Vi vil observere og måle effektiviteten af topatleter under
Team Danmark såvel som os selv under træning, og vi vil analysere
videooptagelser og målinger ved hjælp af modellerne.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Analysere et fysikproblem i sport, planlægge og udføre en
løsning, og vurdere resultaterne kritisk.
- Definere begreber fra mekanik og fluiddynamik, som forekommer i
sport – f.x. position, hastighed, acceleration, vinkelhastighed,
impuls, impulsmoment, inertimoment, kinetisk og potentiel energi,
massemidtpunkt, kræfter og momenter, løftekraft, modstand,
Magnuskraft, Reynoldstal, Newtons love, og bevarelse af energi,
impuls og impulsmoment.
- Anvende begreber fra mekanik og fluiddynamik til at analysere
bevægelse i sport.
- Forklare og modellere kræfter og momenter på atleter og
sportsudstyr samt deres bevægelse.
- Lave eksperimenter ved sportsfaciliteter og i laboratoriet samt
analysere målinger og videooptagelser ved hjælp af begreber fra
mekanik og fluiddynamik.
- Analysere begrænsninger af den menneskelige krop og
sportsudstyr.
- Optimere sportspræstationer og give anbefalinger til
forbedringer.
- Præsentere essentiel fysik for en sportsgren af eget
valg.
Kursusindhold
Fysik af forskellige idrætsgrene i teori og eksperiment. Fodbold,
svømning, basketball, volleyball, cykling, roning, trampolin,
gymnastik, bueskydning, atletik, ishockey, ski, golf, tennis og
mange andre.
Litteraturhenvisninger
Mirko Salewski, Lecture notes The Physics of Sports
Sidst opdateret
02. maj, 2024