Overordnede kursusmål
At give det termodynamiske grundlag for en række eksperimentelle
teknikker, og metoder til løsning af praktiske problemer inden for
kemi, bioteknologi og kemiteknik.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Beskrive hvorledes de termodynamiske funktioner U,G,H,A og S
afhænger af sammensætning, temperatur og tryk i
multikomponentsystemer.
- Beskrive hvorledes intermolekylære vekselvirkninger giver
anledning til idealitetsafvigelser.
- Forudsige hvorledes damptryk og partialtryk over en blanding
afhænger af blandingens sammensætning og temperatur.
- Beskrive hvilke faser og faseligevægte der optræder i
fasediagrammer.
- Beregne hvorledes fase- og kemiske ligevægte ændres med
sammensætning og ydre betingelser som tryk og temperatur.
- Beregne elektrodepotentialer i galvaniske elementer.
- Beregne termodynamiske standardstørrelser ud fra
eksperimentelle data for galvaniske elementer.
- Analysere et forenklet, praktisk ligevægtssystem.
- Forudsige hvilken retning en proces kan forløbe frivilligt ud
fra en termodynamisk betragtning.
- Redegøre for reaktionskinetikkens hastighedsudtryk, herunder
Michaelis-Menten udtryk og beregne kemiske reaktioners hastighed,
reaktionsorden og omsætning.
- Diskutere energibarrierer for reaktioner og bestemme
temperaturafhængighed af kemiske reaktioners hastighed.
Kursusindhold
Blandinger, partielle molære størrelser, aktiviteter mm.
Opløsninger, herunder elektrolytter. Faseligevægte, kolligative
egenskaber, fasediagrammer mm. Kemisk ligevægt, temperatur- og
trykafhængighed. Elektrokemi, elektrokemisk potential, elektroder,
redoxpotential, energiomsætning i elementer. Reaktionskinetik,
hastighedsudtryk, reaktionsorden, temperatur- og trykafhængighed.
Litteraturhenvisninger
Peter Atkins | Julio de Paula | James Keeler: Atkins' Physical
Chemistry, 11th ed., Oxford.
Sidst opdateret
23. august, 2023