10035 Laboratoriearbejde i fysik og ingeniørvidenskab
2023/2024
Overordnede kursusmål
Det overordnede mål er at give Fysik og Ingeniørvidenskab
studerende en introduktion til laboratoriearbejdet på Fysik og
Ingenørvidenskab retningen. Dette opnås ved at gennemføre en række
måletekniske eksperimentelle øvelser inden for fysik og basal
elektronik. Herudover er det også et mål at lære en systematisk og
kvantitativ tilgang til dataanalyse, samt kredsløbsteori. Det er
målet at bruge den tillærte måletekniske viden til at gennemføre en
konkret måleopgave ('konsulentopgaven') hos en
forskningsgruppe ved et af de deltagende institutter, samt vurdere
usikkerhederne på de fremkomne måledata.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Forklare hvordan vekselstrøm genereres og ledes frem til
forbrugerne
- Beregne fase og amplitude af vekselstrøm og spænding i simple
kredsløb
- Analysere simple passive og aktive analoge elektroniske
kredsløb bestående af modstande, kondensatorer, selvinduktioner,
dioder, og transistorer
- Redegøre for principperne og fordelene ved brug af firepunkts
modstandsmålinger og Wheatstonebroen
- Anvende operationsforstærkere til signalbehandling og gøre rede
for forstærkningen i en inverterende og en ikke-inverterende
forstærker
- Redegøre for forskellen mellem standardafvigelsen på et
målepunkt og usikkerheden på middelværdien af målepunktet, samt
vide hvordan de bruges
- Vurdere om en målt værdi med usikkerhed stemmer med den
teoretiske værdi, når det antages, at usikkerheden er
normalfordelt
- Lave et fit af en ret linje til data med mindste-kvadraters
metode og afgøre kvalitativt, om data stemmer med denne rette
linje
- Formidle eksperimentelle resultater på posterform
Kursusindhold
Det teoretiske stof læres fortrinsvis ved regneøvelser og få
forelæsninger. Kurset indeholder desuden 7 eksperimentelle øvelser,
som alle skal gennemføres og godkendes. Ydermere skal to multiple
choice tests bestås. Resten af kurset består af en såkaldt
"konsulentopgave", hvor du som del af en gruppe løser en
konkret måleteknisk opgave ude hos en af forskningsgrupperne på et
af de deltagende institutter. Konsulentopgaven dokumenteres med en
databehandlingsjournal og en poster. Posteren fremvises for
underviserne og medstuderende, ved en postersession i slutningen af
kurset.
Litteraturhenvisninger
Kompendie af bogen "An introduction to error analysis" af
John R. Taylor. Tilgængelig i Polyteknisk Boghandel (Lyngby).
Derudover kursusnoter, som udleveres elektronisk ved kursusstart.
Sidst opdateret
04. maj, 2023