02411 Statistisk forsøgsplanlægning
2023/2024
Overordnede kursusmål
At give de studerende kendskab til planlægning af eksperimenter og
udviklingsarbejde på baggrund af effektive statistiske metoder.
Derved tilstræbes nøjagtige og pålidelige data samtidig med at
forsøgsarbejdet begrænses mest muligt. Der lægges særlig vægt på
metoder til reduktion af støjkilders indflydelse på
forsøgsresultater og på at begrænse forsøgsarbejdet i
eksperimenter.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- opstille en hensigtsmæssig forsøgsplan for et eksperiment i
laboratoriet eller under lignende helt eller delvist kontrollerede
omstændigheder.
- vurdere fordele og ulemper ved alternative forsøgsplaner, for
eksempel med hensyn til randomisering og/eller balancering.
- formulere en korrekt matematisk model for data opnået ved en
given forsøgsplan.
- teste og estimere effekterne i modeller for forsøg med såvel
deterministiske som tilfældige effekter.
- foretage detailanalyser af faktoreffekter ved hjælp af
hensigtsmæssige kontraster og/eller grupperingsmetoder for
middelresponser.
- konstruere forsøgsplaner for faktorforsøg med mange faktorer
hver på få (typisk to) niveauer ved anvendelse af blokkonfundering
og reduktion gennem effektkonfundering.
- anvende særlige metoder for statistisk analyse af data fra
blokkonfunderede og/eller reducerede mangefaktorforsøg.
- benytte og foretage statistisk analyse af forsøg med målelige
støjkilder (kovariater).
- dimensionere et simpelt forsøg mht. nødvendigt antal
målinger.
Kursusindhold
Hovedprincipperne i forsøgsplanlægning: randomisering og blokning.
Balancerede forsøg, kvadratforsøg, en eller flere blokvariable.
Balancerede ufuldstændige blokforsøg. Faktorforsøg, blokning af
disse, brudne faktorforsøg og konfundering. Multipel
regressionsanalyse og analyse af forsøg med kovariat.
Bemærkninger
Kurset henvender sig især til studerende, som skal planlægge forsøg
og/eller analysere eksperimentelle data, men dets generelle
metodeindhold er også egnet til opøvelse af konstruktiv kritisk
sans i forbindelse med eksperimentelt arbejde, metode-udvikling og
empirisk modellering.
Sidst opdateret
04. maj, 2023