Overordnede kursusmål
Målet med kurset er at sætte de studerende i stand til at analysere
og tolke udviklinger i samfundet (subkultur, brugergruppe,
teknologi m.v.) og oversætte disse til rammer for udvikling af nye
produkter og teknologier. Den tilhørende begrebsmæssige ramme
udgøres af udviklingsarenaen, der beskrives ved kompleksitet,
aktører og rum. Analysen af udviklingsarenaen og forståelsen af
eksisterende udviklingsspor og aktørverdener danner grundlag for at
skitsere mulige scenarier, der vil fungere som pejlemærker i
analysen af konceptets potentiale.
Begrebsrammen for løsningstænkningen er et koncept, der skal have
sin eksistensberettigelse i såvel en behovs- og markedsdimension
(ideen med) som en teknisk realiseringsdimension (ideen i).
Endvidere skal et koncept repræsentere en ny løsning med et
betydningsfuldt og markant forbedret indhold i forhold til de
eksisterende.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- analysere grundlaget for og opstille en udviklingsarena for en
given produkttype
- forklare hvordan produkter dynamisk udvikler sig over tid,
herunder de underliggende forhold som påvirker forandring
- analysere kompleksitet og aktørverdener og bruge dem til at
konfigurere udviklingsarenaer
- opstille den konkrete udviklingsarena med tilhørende
kompleksitet, udviklingsspor og aktørverdener for eksisterende
cases
- identificere den kompleksitet, der er i udviklingsarenaen, og
som influerer på valg af koncept
- opstille, analysere og vurdere koncepters værdi og
realiserbarhed
- udarbejde et beslutningsgrundlag for at foretage et eller flere
konceptvalg
- iscenesætte designarbejde ud fra en vurdering af omfang,
kompleksitet og ønsket resultat
- udpege forskydninger på arenaen som vil følge af
konceptvalg
- foretage en perspektivering mht. konceptløsningers
realiserbarhed
- identificere de mest kritiske forhold i konceptets
implementering på udviklingsarenaen
Kursusindhold
Kurset omfatter en introduktion til identifikation af det
udviklingsrum – den arena – som den undersøgte udvikling foregår i.
Udviklingsarenaen introduceres som en metode til at beskrive det
rum af aktører, sociale- og systemrelationer, teknologier,
institutioner og artefakter, som en udviklingsproces foregår inden
for.
Kurset bygger videre på de studerendes indsigt og færdighed i
kreativ problemløsning fra tidligere kurser i uddannelsen. I kurset
introduceres metoder til konceptskabelse, der indebærer
brugerforståelse, betydning af samspil mellem de forskellige sider
af et produkt omfattende det udvidede produktbegreb, samt
beskrivelse af teknologivalg og teknologiske platforme. Hertil,
introduceres der en række cases i undervisningen.
Kurset er tilrettelagt som 2 på hinanden følgende deltemaer, der
dækker udviklingsarenaer samt skabelse af koncepter for nye
produkter og systemer. For hvert deltema vil der blive gennemført
en teorigennemgang med eksempler over nogle kursusgange, efterfulgt
af øvelser hvor de studerende dels med udgangspunkt i forskellige
eksempler på anvendelser, dels egne bidrag, diskuterer de
pågældende metoder og præsenterer dette for hinanden og lærerne.
Kurset er tilrettelagt med teoriundervisning i de første uger.
Derefter bearbejdes teorien ud fra nogle eksempler og temaer, hvor
de studerende i projektarbejdsform identificerer de aktuelle og
relevante udviklingsarenaer og skaber innovative og attraktive
koncepter. De første to opgaver afleveres skriftligt, mens den
tredje opgave afleveres i form af en synopsis og derudover
rapporteres over for lærerne og de andre grupper ved mundtlig
præsentation baseret på posters og fysiske modeller.
Bemærkninger
Kurset støtter synteseorienterede bachelorprojekter, hvor fokus er
at skabe socio-tekniske løsninger. Studerende optaget på
bacheloruddannelsen i Design & Innovation har fortrinsret til
kurset.
Sidst opdateret
01. juni, 2023