At gøre de studerende i stand til, selvstændigt, at løse en kompleks instrumenteringsopgave ud fra et AeroSpace designoplæg eller måleprincip. Typiske designparametre er stringente krav til kvalitet, præcision, levetid, robusthed, internationale normer og evt. specifikke krav om hensyn til omgivelserne. Ud fra dette design- og analysearbejde realiseres dele af instrumentet i laboratoriet, således at instrumentkonceptet kan verificeres. Sigtet er, at de studerende kan udnytte erfaringerne fra kurset inden for luft- og rumfart, robot- og medikoteknik samt militære og andre højkvalitets instrumenteringssystemer. En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:

• designe et instrumenteringssystem til rumbrug
• udlede designdrivere fra et sæt af komplekse krav og forudsætninger
• udlede designspecifikation fra missionskrav og drivere
• analysere og rangordne forskellige designs mht. PA aspekter
• analysere og rangordne forskellige designs mht. QA aspekter
• vurdere et instrumentdesign mht. kritiske designparametre
• analysere og kvantificere det opnåede designs ydeevne
• optimere instrumentdesignet mht. robusthed og autonomi
• optimere instrumentets struktur og komponentvalg mht. operation under rumforhold
• optimere et design for robusthed i forhold til opsendelse og operation i rummet
• designe en test og verifikationsstrategi for det valgte design.

Kurset består af en teoretisk del, hvor principper, metoder, normer, systemkrav og verifikationsmetoder for aerospace udstyr o.l. gennemgås, samt af en praktisk del, hvor de studerende i hold danner et "ingeniørteam", der skal løse en praktisk opgave.

Da opgaverne stammer fra afdelingens løbende satellitprojekter er det hensigten, at de studerende igennem deres arbejde skal løse problemer eller udvikle metoder, som senere kan finde anvendelse på satellitter.

Da et ingeniørteam både skal løse opgavespecifikke problemer og bevare systemoverblikket, indeholder den teoretiske del dels en grundig indføring i aspekter af system-engineering, dels en specifik gennemgang af generelle designdrivere såsom termisk design og kontrol, chok og vibration, EMC, ioniserende stråling og kemiske påvirkninger; men hovedvægten lægges på instrumenttekniske designdrivere, som udover de direkte elektriske og fysiske interface specifikationer, omhandler effekt- og massestyring, redundans, autonomi og fejltolerans.

Da de metoder og normer samt den arbejdsform, der behandles og anvendes, er generelle for højtydende systemer, giver kurset ikke blot kompetence inden for aerospace, men også for andre højtydende instrumenteringssystemer, f.eks. indenfor medikoteknik. Ved undervisningens start, bliver de studerende præsenteret for temaet for årets opgave. De studerende deles derefter i teams, der tilsammen skal løse opgaven, dvs. et vist overlap mellem teamene vil være ønskeligt. Tilknytningen til et team vil typisk være baseret på oplæg, personlige præferencer og erfaring samt tidligere uddannelse. 09. maj, 2022