Overordnede kursusmål
Kursus har som overordnet mål at give de studerende en introduktion
til polymerområdet med udgangspunkt i et besøg på en virksomhed.
Gennem efterfølgende praktiske forsøg skal eksperimentelle metoder,
der anvendes og er af betydning ved fremstilling og udvikling af
polymerprodukter, indøves og belyses.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Beskrive en polymerindustriel problemstilling
- Planlægge forsøg til løsning af den definerede
problemstilling
- Udvikle relevante undersøgelsesmetodikker
- Organisere arbejdet i en heterogen gruppe
- Gennemføre planlagte undersøgelser
- Bedømme delresultater og modificere det videre arbejde
- Fortolke og beskrive de udførte forsøg og eksperimenter
- Opsummere og rapportere gruppens resultater i posterform
- Præsentere delresultater af en gruppes samlede
arbejde
Kursusindhold
Første kursusdag introducerer basale polymeregenskaber. Den
følgende dag besøger projektgrupperne hver en industrivirksomhed og
vil her få udleveret en opgave, som er relevant og tager
udgangspunkt i en reel problemstilling. Grupperne tilrettelægger og
disponerer selv det eksperimentelle arbejde knyttet til opgaven. De
faglige forudsætninger kan variere mellem opgaverne således, at
niveau og indhold er tilpasset den enkelte studerendes
forudsætninger. Det forventes, at ca. halvdelen af kursustiden
bruges til arbejde med Polymercentrets udstyr, som kan omfatte fx.
syntese af en polymer, bestemmelse af molekylvægt,
smeltetemperatur, glasovergangstemperatur, identifikation af
polymertype, undersøgelse af flydning af polymersmelter,
fremstilling af polymeremner, samt mekanisk afprøvning. Næstsidste
kursusdag afleveres en poster i Powerpoint format. Sidste dag
præsenterer grupperne projekterne, således at alle kursusdeltagere
herigennem får et bredt indtryk af polymerområdet
Sidst opdateret
29. april, 2022