Overordnede kursusmål
Der er stort behov for at udvikle effektive og bæredygtige
teknologier, der kan anvende de begrænsede mængder af biomasse og
affald. Termisk forgasning og pyrolyse er lovende teknologier, der
kan øge både udnyttelsesgraden samt åbne op for en bredere
anvendelse af biomasser - heriblandt flere lav-værdi brændsler fra
forskellige kilder i samfundet. Derved kan der produceres
høj-effektiv kraftvarme og/eller en række biobrændsler. Kurset
giver en ’hands-on’ tilgang til den totale værdikæde inden for
termisk forgasning af biomasse, ved at inkludere eksperimentelle
øvelser med pyrolyse og forgasning i pilotskala og efterfølgende
lave kemiske analyser af produkterne. Dette sætter de studerende i
stand til at vurdere og analysere komplekse aspekter af
bæredygtighed ifbm. produktion af bioenergi og de tilhørende
tekniske udfordringer. Dette inkluderer forbehandling af brændsel,
termisk omsætning af biomasse og brug af koks-/askeprodukter som
gødning og jordforbedrende produkt til fremtidens landbrug.
De studerende vil også blive præsenteret for igangværende
forskningsaktiviteter i forskningsgruppen og blive introduceret til
de primære udfordringer ifbm. forbehandling af brændsel, forgasning
og bæredygtighedsaspekter af biomasse i dag.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Analysere potentialet og bæredygtigheden af udvalgte
biomasser
- Forstå principperne bag torreficering, pyrolyse, forgasning og
de vigtigste tekniske udfordringer ifbm. tjærestoffer og
gasrensning
- Opstille en simpel model og beregne en forgasningsproces
- Forstå effekten af de vigtigste brændselskarakteristika samt
procesparametre og deres effekt på forgasnings- og
pyrolyseprocessen
- Karakterisere træpiller og deres kemiske sammensætning
- Karakterisere pyrolyse- og forgasningsprodukter, herunder
produktgas/syntesegas og pyrolyseolie og dets potentiale som
brændstof samt biokoks og nogle af dets fysiske og kemiske
egenskaber
- Udføre videnskabelige eksperimenter relateret til
brændselskarakterisering og termisk forgasning
- Præsentere korte og præcise resultater fra det eksperimentelle
arbejde
Kursusindhold
Kurset er opdelt i tre dele:
− Biomasseressourcer og karakterisering
− Forgasning, pyrolyse og anvendelsesområder
− Bæredygtighed og afrapportering
Den første del fokuserer på biomasse som fornybar energiressource
og de forskellige muligheder inden for energisektoren. Udfordringer
der relaterer sig til pyrolyse og forgasning af biomasse diskuteres
også. De forskellige analysemetoder til karakterisering af
produkterne (bio-olie/tjære, syntesegas eller biokoks) introduceres
og de studerende vil udføre disse i deres det eksperimentielle
arbejde. Dette omfatter proximatanalyse, elementanalyse, GC og
GC-MS, Karl Fischer titrering og BET analyse.
Den anden del af kurset er opbygget omkring grundlæggende
forgasningprocesteknik og –teknologier.
State-of-the-art-teknologier indenfor: gasrensning, kraftvarme og
biobrændselsproduktion vil blive præsenteret og diskuteret, for at
give et bredt overblik over teknologiernes potentiale. Simple
beregninger af gassammensætning og masse- og energibalance vil
blive opstillet for udvalgte forgassere. Der udføres også
laboratorieeksperimenter med trindelt termisk omdannelse (pyrolyse,
forgasning) af biomasser.
Den tredje del omhandler den fulde værdikæde fra biomasse til
energi/materiale. Dette inkluderer brugen af koks og aske som et
gødnings og jordforbedrende produkt, der også bidrager med
kulstofbinding. Der vil blive givet nok tid til at arbejde med en
afrapportering af forsøgsresultaterne fra det eksperimentelle
arbejde i de første dele af kurset. Derudover vil de studerende få
én yderligere opgave, baseret på termodynamiske
ligevægtsbetragtninger af biomasseforgasning i EES, hvis resultater
skal præsenteres for de andre studerende på kursets sidste dag til
en minikonference.
Sidst opdateret
07. marts, 2023