Overordnede kursusmål
De senere års teknologiske gennembrud har lagt fundamentet for en
æra, hvor biologiske systemer kan anvendes til at løse en lang
række samfundsrelaterede udfordringer og bidrage til bæredygtige
løsninger inden for sundhed-, fødevare-, miljø- og
energisektorerne. Dette kursus har til formål at give alle
bachelorstuderende en introduktion til de biologiske principper og
de grundlæggende teknologier, som skaber grundlaget for tværgående,
biologiske applikationer indenfor alle ingeniørvidenskabelige
områder.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Definere betingelserne for og grundlæggende fysiske egenskaber
af liv
- Forklare proteiners funktioner og roller, og hvordan de kan
konstrueres og forbedres.
- Forklare hvordan 'the central dogma' beskriver
omdannelsen af digital information til analoge biomolekylære
funktioner
- Beskrive evolution på bagrund af 'the central dogma' og
viden om cellulær reproduktion
- Forklare hovedprincipperne for økologi og biologiske samfund
med særlig vægt på bakteriesamfund.
- Beskrive den specifikte rolle for data og datavidenskab inden
for biologi og bioteknologi.
- Beskrive forskellige eksempler på, hvordan biologi inspirerer
ingeniørkunst.
- Beskrive forskellige eksempler på, hvordan biologiske systemer
kan sammensættes.
Kursusindhold
Dette kursus vil introducere fundamentale biologiske og
bioteknologiske principper, der kan relateres til en bred gruppe af
discipliner. Kurset vil introducere det kemiske grundlag for liv og
dets relation til biokemi og enzymer. DNA, det universelle
informationsbærende molekyle for liv, bliver introduceret, samt
hvorledes biologi kan konvertere sekvensinformation til kemisk
funktionalitet igennem processerne replikation, transkription og
translation. Kurset består af forelæsninger, diskussioner, opgaver
samt gruppearbejde alle struktureret i tre blokke. Blok 1 (uge 1-6,
svarer til modul 1) vil introducere de fundamentale principper og
anvendelser af molekylærbiologi. Fænomenet evolution og nogle
grundlæggende forestillinger om økologi vil blive diskuteret.
Endelig vil den vigtige rolle, som store datasæt spiller i moderne
biologi blive introduceret. I blok 2 (uge 7-10) skal deltagere
vælge imellem tre moduler, der hver har forskelligt fokus. Hver
modul er organiseret af mindst 2 forskellige institutter. De
overordnede fokusområder for de tre linjer vil være biosensing
(modul 2), biomimetik og biologiske materialer (modul 3) samt
simulering og styring af biologiske systemer (modul 4). Blok 3 vil
bestå af et gruppeprojekt, der inkorporerer temaer fra Blok 1 og 2.
Projektet vil blive gennemført i interdisciplinære grupper af 4
studerende.
Sidst opdateret
09. maj, 2023