Overordnede kursusmål
Kursets overordnede mål er at introducere nye studerende til
medicotekniske anvendelser af programmering. De studerende gøres
fortrolige med anvendelsen af udstyr til monitorering af
forskellige anatomiske og fysiologiske signaler (EMG og EKG).
Programmeringsfærdigheder indlæres med henblik på behandling og
analyse af målte signaler i projekter.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Viden: Forklare de fysiske og tekniske principper bag måling,
opsamling og behandling af EMG og EKG signaler
- Viden: Forklare Matlab sprogets syntaks, datastrukturer,
programstrukturer, terminologi og programmeringsmiljø
- Færdigheder: Sammensætte, forbinde og indstille medicoteknisk
instrumentering til opsamling af EMG og EKG signaler
- Færdigheder: Selvstændigt løse mindre programmeringsopgaver med
brug af Matlab sprogets grundkomponenter
- Problemløsning: Analysere dataopsamlingsopgaver og planlægge,
gennemføre og dokumentere procedurer
- Problemløsning: Udtænke algoritmer til at løse
databehandlingsopgaver
- Problemløsning: Teste om programkode udfører en given beregning
eller operation
- Kommunikation: Illustrere måling, analyse og evaluering af
medicotekniske signaler på skrift
- Mindset: Uafhængigt identificere og rette fejl i kode med kendt
formål
- Selv-instruktion: Anvende information i MATLABs dokumentation
til analyse og evaluering af medicotekniske signaler
Kursusindhold
Studieintroduktion:
DTU’s IT systemer, uddannelsens anbefalede kursusplan, udarbejdelse
af personlige studieplaner.
Måleteknik:
Muskel- og hjertesignalers oprindelse, overfladeelektroders design
og montage, unipolær- og differensforstærkning, simple
signalbehandlingsmetoder for EMG og EKG signaler.
Programmering i Matlab:
Skalar, vektor og matrix variable, operationer på variable,
input/output, logiske og konditionelle sætninger, løkke og
vektor-strukturer, scripts og funktioner, plotning,
algoritmetænkning, kodetest, kommentering og dokumentation af
software.
Bemærkninger
Dette kursus er forbeholdt studerende på 1. semester i uddannelsen
Medicin og Teknologi. Den studerende skal medbringe en bærbar
computer, hvorpå der kan installeres Matlab. Hentning af Matlab på
DTUs software server kræver login til CampusNet. Det forventes, at
den studerende øver Matlab programmering uden for skemalagt
undervisning i et omfang svarende til minimum 4 timer per uge.
Sidst opdateret
09. oktober, 2019