Overordnede kursusmål
At give en praktisk indføring i karakterisering af materialer med
røntgen- og neutronspredningsteknikker med fokus på anvendelser
indenfor studier af hårde og bløde materialer (hard and soft
condensed matter science) samt materialevidenskab. En del af kurset
indebærer praktiske øvelser ved et internationalt
røntgenforskningsanlæg.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Redegøre for grundlæggende principper i spredning og absorption
af røntgenstråling og neutroner
- Redegøre for principperne bag bestemmelse af krystallinske
materialers atomare struktur.
- Redegøre for principperne bag 3D billeddannelse ved hjælp af
tomografi
- Diskutere brugen af spredningsteknikker til karakterisering af
nanostrukturer
- Argumentere for valg af laboratorierøntgenkilder, synkrotroner
og neutronkilder
- Gennemføre et simpelt spredningsforsøg, inklusive opstilling,
dataindsamling og analyse
- Sammenstille grundlæggende principper, arbejdsgang og
resultater i en rapport
- -
Kursusindhold
Kurset består af en introduktion til anvendelse af store neutron-
og røntgenfaciliteter, såsom European Spallation Source (ESS) og
MAX-IV synkrotronen i Lund, samt European X-ray Free Electron Laser
(E-XFEL) i Hamborg.
Grundlæggende teori om spredning og absorption af røntgen- og
neutronstråler introduceres, og der gives en indføring i
én-krystaldiffraktion, pulverdiffraktion, småvinkelspredning,
røntgen-imaging/tomografi og neutron spektroskopi. Hermed opnår
den studerende et overblik over nogle af de mest typiske
anvendelser af laboratorie røntgenkilder og store neutron- og
røntgen forsøgsanlæg.
Øvelser: Den enkelte studerende udfører udvalgte laboratorieøvelser
på DTU. I anden uge af kurset gennemføres røntgenforsøg ved
storskalafaciliteten MAX-IV i Lund. Der bliver lagt vægt på
anvendelser inden for hårde og bløde materialers fysik (hard and
soft condensed matter science) samt materialevidenskab.
Kurset afsluttes med data-behandling, færdiggørelse af
øvelses-rapporter, fremstilling af postere og eksamination.
Bemærkninger
Mindre eksperimentelle øvelser vil blive udført på DTU Risø Campus
og Lyngby Campus.
De studerende skal selv sørge for transport til og fra Risø.
Kursusdeltagerne tilbringer 2-3 dage på synkrotronen MAX-IV i Lund,
Sverige, og er selv ansvarlige for rejseforsikring i denne
forbindelse.
Sidst opdateret
29. april, 2020