Overordnede kursusmål
Det naturlige afløbssystem, i form af vandløb, søer og fjorde,
påvirker grundvandets kvalitet, som er udgangspunkt for
vandbehandlingen på vandværket. Samtidig bliver grundvandsdannelsen
påvirket af klimaændringer og ændringer i regnvandsafledningen.
Et af kursets hovedformål er derfor, at den studerende erhverver
sig viden om og forståelse af vandbalancen og sammenhænge i
vandkredsløbet, herunder viden om hvordan miljølovgivning fører til
indsatsplaner og afværgeløsninger med henblik på at beskytte vores
grundvandsressource både kvalitativt og kvantitativt. Et andet
hovedformål er, at den studerende erhverver sig viden om
teknologier, der anvendes ved vandbehandling, og at den studerende
tilegner sig kompetencer inden for projektering af vandværker og
afværgeløsninger.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Danne sig et overblik over væsentlige elementer i
grundvandsdannelsen med udgangspunkt i blandt andet klimaændringer
og ændrede afløbsteknologier
- Planlægge og designe indledende projektering af en
afværgeløsning og redegøre herfor
- Planlægge og designe indledende projektering af et vandværk og
redegøre herfor
- Redegøre for og opstille overordnet vandbalanceligning for et
delområde med fokus på sammenhængen med det naturlige
afløbssystem
- Redegøre for vandbehandlingsteknologier, herunder de kemiske
processer, som finder sted på vandværker og/eller i forbindelse med
afværgeløsninger
- Redegøre for grundvandsbeskyttelse og indsatsplaner og kende
relevant lovgivning for jord, grundvand og vandforsyning
- Reflektere over og begrunde valg af løsninger
- Redegøre for gruppens samarbejde med særlig fokus på
interaktion med eventuelt udenlandske studerende
Kursusindhold
Vandværkets processer, indretning og teknologier. Pumpning for
grundvandsindvinding, pumpning for vanddistribution.
Klimaforandringernes og regnvandsafledningens indflydelse på
grundvandsressourcen og vandbalancen.
Udfordringer med at fastlægge grundvandspotentialet blandt andet
belyst via grundvandsmodeller.
Afværgemetoder til sikring af grundvand og indeklima.
Grundvandsbeskyttelse og indsatsplaner, herunder risikovurdering af
forureningstrusler med henblik på prioritering af oprensning.
Vandindvinding, kemi og vandkvalitet samt vandbehandling til
sikring af korrekt drikkevandskvalitet.
Lovgrundlag og planer som understøtter beskyttelsen af grundvandet:
EU’s Vandrammedirektiv, Miljømålsloven, Jordforureningsloven,
Vandforsyningsloven m.fl.
Der udarbejdes to kursusarbejder:
Én om grundvandsbeskyttelse, indsatsplaner og afværge af
forurening; og én om lovgrundlag, vandværksindretning og
drikkevandsbehandling. De to kursusarbejdet tager så vidt muligt
udgangspunkt i samme geografiske område, nemlig det der udgøres af
vandværkets kildepladsområde(r).
Litteraturhenvisninger
Vandforsyning, Nyt teknisk forlag, seneste udgave
Rapporter og anvisninger fra Miljøstyrelsen, mst.dk
Love og bekendtgørelser fra retsinformation, retsinfo.dk
Regionernes videncenter for miljø og ressourcer,
miljoeogressourcer.dk/
For Exchange students is recommended:
Water Resources Engineering, Wiley
Water Works Engineering, Planning, design and operation, Prentice
Hall PTR
Introduction to Environmental Engineering and Science, Pearson
International Edition
Soil and Water Conservation for Productivity and Environmental
Protection, Pearson Education
The US environmental protection Agency epa.gov
Sidst opdateret
25. april, 2018