Overordnede kursusmål
Hvad tæller som viden? Hvordan er viden blevet skabt, cirkuleret,
vurderet og brugt gennem historien? Og hvordan er svarene på de
spørgsmål egentlig forskellige historisk og på tværs af fag?
Det er nogle af de spørgsmål, vi vil diskutere på kurset, der har
til formål at sætte vores egen og andres viden i et kritisk lys.
Hvad ved vi - og hvordan ved vi det egentlig?
Generelt har kurset til formål at udvikle kundskaber inden for
kritisk tænkning, tværfagligt teamsamarbejde og kommunikation.
Kurset er et mere specialiseret supplement eller alternativ til
kurset i teknologihistorie (10605).
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Identificere og analysere forskellige former for viden og måder
at vide noget på, inkl. brugen af forskellige former for viden og
forskellige videnstraditioner i forskellige fag.
- Identificere og reflektere over klassifikationssystemer,
standarder og enheder, deres historie og betydning (fx meteren og
andre SI-enheder).
- Identificere og reflektere over forskellige former for
visualisering af viden, deres historie og betydning (kort,
diagrammer, modeller osv.).
- Analysere sammenhængen mellem viden, sprog, praksis og
materialitet (ting og steder).
- Identificere, "fremmedgøre" og evaluere egne
opfattelser og antagelser omkring, hvad der er rigtig og sand
viden.
- Argumentere for egen viden og måder at vide på i tværfaglige
miljøer, hvor andre måske repræsenterer andre antagelser om viden
(andre videnskulturer).
- Identificere og vurdere stærke og svage argumenter fremført af
folk fra andre professioner og videnskulturer.
- Kommunikere egen viden, både mundtligt og skriftligt, inkl. at
følge akademiske henvisningsstandarder og andre konventioner i
akademia.
Kursusindhold
Tycho Brahe tog astrologien, et felt de fleste i dag ikke forbinder
med rigtig viden, meget alvorligt. Lord Kelvin forbandt viden med
det, vi kan måle og udtrykke i tal. Og i dag bruger vi fx
statistik, det periodiske system, meteren og avancerede
måleinstrumenter hele tiden, som regel uden at tænke over, at de
redskaber ikke altid har været der.
I kurset vil vi bruge disse og mange andre eksempler fra
teknologihistorien, videnskabshistorien og videnssociologien som
baggrund for en diskussion af følgende kernestof:
• Hvad er viden?
• Vidensskabelse og -cirkulation til forskellige tider og
forskellige steder
• Enheder, standarder, begreber og klassifikationssystemers
historie
• Visualiseringer af viden og deres historie (kort, tegninger,
diagrammer, modeller osv.)
• Vidensobjekter og -steder (bøger, instrumenter, laboratorier,
biblioteker, internettet osv.)
• Informationssøgning, kommunikation og argumentation.
Vi vil også diskutere viden med forskere på DTU, lave forsøg,
besøge en virksomhed og ikke mindst tage vores egen viden op til
revision. Hvad ved vi - og hvordan ved vi det egentlig?
Litteraturhenvisninger
TBA. Vi vil generelt læse tekster af teknologi-, videnskabs- og
videnshistorikere, sociologer o.l. som fx Bruno Latour, Peter Burke
og Simon Schaffer.
Bemærkninger
I kurset arbejdes der med komplicerede argumenter, lange tekster og
avancerede mundtlige og skriftlige fremstillinger. Det anbefales
derfor kun til studerende (1) der er gode til engelsk eller (2) der
er gode til dansk og samtidigt kan læse og forstå skriftlig eller
mundtligt præsenteret engelsk.
Sidst opdateret
19. december, 2018