10384 Kvanteinformation
2018/2019
Overordnede kursusmål
Kvantemekanikken lærer os, at et objekt kan antage to forskellige
værdier på samme tid. Dette fører til definitionen af en kvantebit,
som muliggør nye typer af informationsprotokoller, der ligger uden
for rækkevidden af klassiske bits. Et slående eksempel herpå er den
mulige udvikling af fremtidige kvantecomputere, hvormed beregninger
kan foretages eksponentielt hurtigere end på sædvanlige computere.
Formålet med kurset er 1) at introducere dig til
kvanteinformationsteori og derigennem give en indgående forståelse
af et udvalg af kvanteinformationsprotokoller såsom
kvantekryptografi, kvanteteleportation og kvantecomputere og 2) at
give dig lidt hands-on erfaring med state-of-the-art
kvanteteknologi både lokalt og via cloud services.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Forstå begrebet kvantesuperposition i relation til
kvanteinformation
- Forklare begrebet ”entanglement” og dets anvendelse
- Diskutere konceptet kvantekommunikation incl.
kvanteteleportation og kvanteforstærkere
- Beskrive forskellige protokoller for kvante-nøglefordeling
- Forstå hovedkonceptet for kvanteberegninger incl. Shors
algoritme
- Diskutere og sammenligne forskellige tilgange til
kvantecomputere
- Beskrive forskellige kvanteteknologier til
kvanteinformatik
- Analysere, diskutere og give kritik af artikler om
kvanteinformations-eksperimenter
- Programmere et simpelt kvantecomputerprogram ved hjælp af et af
de eksisterende udviklingsværktøjer.
Kursusindhold
Konceptet kvanteinformation vil blive introduceret og diskuteret.
Med udgangspunkt i kvantemekanikkens grundprincipper
(superpositionsprincippet, unitære transformationer og målinger)
vil qubit tilstande, sammenfiltrede tilstande og blandede tilstande
blive diskuteret indgående. Kvanteinformationsprotokoller såsom
kvante-nøglefordeling og kvanteteleportation vil blive
introduceret. Bell's ulighed vil blive grundigt gennemgået og
testet i laboratoriet. Et andet emne er kvantecomputere som
inkluderer diskussion af forskellige operander med en og to qubits
såvel som forskellige algoritmer, inklusiv Shors
faktoriseringsalgoritme. Forskellige fysiske systemer til
implementering af kvanteinformatik vil blive diskuteret. Endelig
vil der være hands-on computerøvelser omkring programmering af
kvantecomputere, enten via simuleringer eller over skyen.
Sidst opdateret
19. december, 2018