Overordnede kursusmål
Det overordnede mål er at give Fysik og Nanoteknologistuderende en
introduktion til laboratoriearbejdet på Fysik og Nanoteknologi
retningen. Dette opnås ved at gennemføre en række måletekniske
eksperimentelle øvelser inden for fysik og basal elektronik.
Herudover er det også et mål at lære en systematisk og kvantitativ
tilgang til dataanalyse, samt basal elektronik. Det er målet at
bruge den tillærte måletekniske viden til at gennemføre en konkret
måleopgave hos en forskningsgruppe ved et af de deltagende
institutter, samt vurdere usikkerhederne på de fremkomne måledata.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Forklare hvordan vekselstrøm genereres og ledes frem til
forbrugerne
- Beregne fase og amplitude af vekselstrøm og spænding i simple
kredsløb
- Analysere simple passive og aktive analoge elektroniske
kredsløb bestående af modstande, kondensatorer, selvinduktioner,
dioder, transistorer og operationsforstærkere
- Redegøre for principperne og fordelene ved brug af firepunkts
modstandsmålinger og Wheatstonebroen
- Vurdere måleopløsningen for digitale måleinstrumenter
- Redegøre for forskellen mellem standardafvigelsen på et
målepunkt og usikkerheden på middelværdien af målepunktet, samt
vide hvordan de bruges
- Vurdere om en målt værdi med usikkerhed stemmer med den
teoretiske værdi, når det antages, at usikkerheden er
normalfordelt
- Lave et fit af en ret linje til data med mindste-kvadraters
metode og afgøre kvalitativt, om data stemmer med denne rette
linje
- Formidle eksperimentelle resultater på posterform
Kursusindhold
Det teoretiske stof læres fortrinsvis ved regneøvelser og få
forelæsninger. Kurset indeholder desuden 8 eksperimentelle øvelser,
som alle skal gennemføres og godkendes. Ydermere skal en multiple
choice test, godkendes. Resten af kurset består af de såkaldte
"konsulent opgaver", hvor du sammen med en makker løser
en konkret måleteknisk opgave ude hos en af forskningsgrupperne på
et af de deltagende institutter. Konsulentopgaven dokumenteres med
en databehandlingsjournal og en poster. Posteren fremvises for
underviserne og medstuderende, ved en postersession i slutningen af
kurset.
Litteraturhenvisninger
John R. Taylor, "An introduction to error analysis",
2'nd edition, University Science Books
Derudover kursusnoter, som udleveres elektronisk ved kursusstart.
Bemærkninger
Til undervisningen bidrager følgende undervisere fra DTU Nanotech
og DTU Fysik: Rafael Taboryski (NTCH), Mikkel Fougt Hansen (NTCH),
Jonas Nyvold Pedersen (NTCH) og Ole Trinhammer (FYS).
Sidst opdateret
04. maj, 2017