Overordnede kursusmål
Forskning og udvikling i avancerede formuleringer der kan levere
lægemiddelstoffer til sygdomsramt væv, samt øge optag og transport
ind i celler eller over biologiske barrierer er af stigende
betydning for den farmaceutiske industri. Drug delivery kurset
fokuserer på at forstå, hvordan materialer kan designes, så de er i
stand til at forbedre lægemiddelstoffers biotilgængelighed og
biodistribution, herunder specielt forstå fomuleringsmaterialernes
vekselvirkning med det biologiske miljø. De mulige former for
administration af lægemiddelformuleringer vil blive diskuteret i
kombination med de udfordringer, man står overfor, når en
lægemiddelformulering skal udvikles. Kursusdeltagerne vil desuden
blive introduceret til de vigtigste toksikologiske og immulogiske
effekter, som observeres i forbindelse med brugen af avancerede
drug delivery systemer.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Forklare fordelene ved at anvende drug delivery systemer i
behandling af sygdomme
- Beskrive de mest anvendte administrationsveje og de biologiske
barrierer der er forbundet med dem. Der vil hovedsagligt blive
fokuseret på oral, nasal, intravenøs, intramuskulær og dermal
administration
- Forklare hvordan drug delivery systemer kan forbedre det
terapeutiske index, herunder toksisitet og effekt
- Udvælge de mest oplagte drug delivery materialer til transport
af forskellige lægemiddelstof klasser, f.eks. DNA, RNA, peptider og
små molekyler
- Designe drug delivery systemer i forhold til
administrationsvej
- Forklare de faktorer der har indflydelse på
lægemiddelstabilitet
- Designe frigivelsesmekanismer for lægemiddelstoffer i
partikulære drug delivery systemer
- Vælge indkapslingsmetoder i forhold til stofklasser
- Forklare vigtigheden af molekylære interaktioner i
lægemiddelformuleringer i forhold til stabilitet og frigivelse
- Designe drug delivery systemer der targeterer specifikke
sygdomsassocierede receptorer
- Beskrive de vigtigste toksikologiske og immunologiske effekter
der er associeret med partikulære drug delivery systemer
Kursusindhold
Der vil blive givet en introduktion til de overordnede koncepter,
der opereres med i udviklingen af nye drug delivery systemer. Der
vil være fokus på godkendte lægemidler, der er baseret på
avancerede drug delivery teknologier, herunder liposomer til
kræftbehandling, adjuvant systemer der bruges i vacciner,
nanopartikel baserede systemer til behandling af infektioner. Der
vil være særligt fokus på de basale principper, der er vigtige i
forhold til optimering af transport over biologiske barrierer, og
på hvordan uønskede toksikologiske og immunologiske effekter
undgås. De biofysisk-kemiske egenskaber af drug delivery systemerne
er særdeles vigtige at forstå for at kunne optimere
lægemiddelstofindkapsling og -frigivelse og der vil blive lagt vægt
på denne forståelse. Desuden vil der bliver lagt vægt på at der
opnås detaljeret viden om de vigtigste materialer, der anvendes i
partikulære drug delivery systemer. Afslutningsvis vil der blive
givet en introduktion til hvordan man kan udvikle diagnostiske
metoder med udgangspunkt i de samme principper, som anvendes i drug
delivery systemer.
Sidst opdateret
13. oktober, 2016