Overordnede kursusmål
Naturlige ressourcer repræsenterer materialer som stammer fra det
omgivne miljø og udgør en nytte for samfundet, f.eks. mineraler,
metaller, og næringsstoffer. Forbrug og håndtering af disse
ressourcer er ekstremt vigtigt for påvirkningen af vores miljø og
mulighederne for teknologiudvikling i fremtiden. Adgangen til
ressourcer kan derfor være en begrænsning for implementering af ny
teknologi i samfundet. Kurset giver den nødvendige baggrund for at
forstå ressourceudnyttelse fra en ingeniørmæssig synsvinkel og
gennemgår vigtige aspekter omkring ressourceforbrug,
ressourcekvalitet samt håndtering og udnyttelse af sekundære
ressourcer fra affald. Kurset har fokus på de miljømæssige aspekter
og giver overblik over vigtige ressourcetyper. Kurset introducerer
en række værktøjer til evaluering af ressourceforbrug i tekniske og
urbane systemer.
Læringsmål
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
- Forklare og anvende vigtige engelske definitioner og termer i
relation til ressourcer
- Forklare de væsentligste ressourcetyper i relation til vigtige
karakteristika (f.eks. tilgængelighed, forbrugsmønstre, og typiske
strømme i samfundet)
- Identificere vigtige miljømæssige påvirkninger i relation til
ressourcetyperne
- Beskrive væsentlige indikatorer til evaluering af
ressourceforbrug
- Vurdere ressourcers "kritiskhed" for samfundet
og/eller specifikke teknologiske systemer og diskutere
afhængigheden af ressourcer i denne sammenhæng
- Evaluere ressourceforbrug og -håndtering i simple systemer
baseret på udvalgte koncepter, f.eks. livscyklusbaserede
ressource-indikatorer, exergi og ressourcernes
"kritiskhed"
- Forklare de væsentligste udfordringer relateret til udvinding
og udnyttelse af sekundære ressourcer fra affald
- Anvende ovenstående koncepter og metoder til løsning af mindre
opgave for konkrete teknologiske systemer
Kursusindhold
De største miljøpåvirkninger fra samfundet er på den ene eller
anden måde forbundet med produktion, forbrug eller håndtering af
ressourcer. Kurset giver en essentiel forståelse af ressourcernes
rolle i det moderne samfund, ressourcernes påvirkning af miljøet,
og værktøjer til evaluering af ressourcestrømme i samfundet. Med
udgangspunkt i de miljømæssige aspekter af ressourcernes livscyklus
inddrages: produktion, ressourcekarakteristika, forbrugsmønstre,
ressourcestrømme i samfundet, samt udvinding og genanvendelse af
ressourcer. Kurset giver en oversigt over vigtige definitioner,
ressourcetilgængelighed og forbrug, økonomiske aspekter m.m. samt
introduktion til udvalgte ingeniørmæssige værktøjer i relation til
tekniske og urbane resourcesystemer: vurdering af
"kritiskhed", exergi, og livscyklusbaserede indikatorer.
Sidst opdateret
15. november, 2016