Gennemgang af teori med eksempler. Undervisningen lægger op til
løsning af 2-3 kursusopgaver. Kursusopgaverne indeholder
hovedsagelig beregningsopgaver, men teorispørgsmål og udarbejdelse
af journaler over udførte laboratorieforsøg kan også indgå.
Kursusopgaverne løses i grupper på 2 - 4 studerende.
Med den mekaniske fysik som udgangspunkt, skal dette kursus styrke
de studerendes færdigheder i numeriske og symbolske beregninger. De
fysiske grundbegreber gennemgås, diskuteres og indøves teoretisk og
ved opgaveregning. Der lægges vægt på forståelsen, så de studerende
sættes i stand til at analysere og løse simple fysiske og tekniske
problemer. Desuden opøves den kritiske sans og videnskabelig
tankegang, således at de studerende, i kombination med hvad de
lærer i andre fag, bliver i stand til at læse relevant
faglitteratur samt sætte sig ind i nye forskningsresultater
indenfor deres fagområde.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Anvende de kinematiske begreber position, hastighed og
acceleration, og genkende vigtige typer af bevægelse som det skrå
kast og cirkelbevægelse.
Anvende de rotationskinematiske begreber drejet vinkel,
vinkelhastighed og vinkelacceleration på simple roterende
systemer.
Identificere kræfter og skitsere kraftdiagrammer for simple
mekaniske systemer.
Anvende Newtons love på simple mekaniske systemer.
Beregne en krafts arbejde og anvende arbejdssætningen på simple
mekaniske systemer.
Formulere og anvende princippet om bevarelse af mekanisk energi
på simple mekaniske systemer.
Beregne forskellige mekaniske energiformer som fx kinetisk,
gravitationel energi og udføre effektberegninger.
Analysere en problemstilling, planlægge og udføre løsning samt
vurdere resultatet.
Kursusindhold:
Kinematik. Rotationskinematik. Newtons love. Arbejde og energi,
konservative og ikke-konservative kraftfelter. Energibegrebet.
Mekanisk energibevarelse. Effekt.
Litteraturhenvisninger:
Young and Freedman, University Physics with Modern Physics, seneste
udgave, ISBN-13 978-0-321-89470-0.
Bemærkninger:
Det er en forudsætning for at kunne indstille sig til eksamen, at
alle de stillede kursusopgaver er afleveret rettidigt og godkendt
af den faglige vejleder.