Kurset er en introduktion til Jordens magnetfelt med særlig vægt på
globale processer og deres tidslige variation. Kurset giver et
bredt fundament, som er nødvendigt for forståelsen af begreber,
metoder og målinger bl.a. foretaget med satellitter.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Forklare de forskellige kilder til Jordens magnetfelt
Opskrive og beskrive ligningerne for et dipolfelt (aksial
dipol, hældede dipol, geomagnetiske koordinater, geomagnetiske
komposanter, ...)
Opskrive og tolke ligningerne til en global beskrivelse af
Jordens magnetfelt (sfærisk harmonisk udvikling, adskillelse af
indre og ydre kilder, geomagnetisk spektrum, ...)
Forklare årsagen til Jordens indre magnetfelt (geodynamo,
bjergarternes magnetisering, ...)
Forklare årsagen til Jordens ydre magnetfelt (ionosfæriske og
magnetosfæriske strømme, ionosfærens opbygning, den daglige
magnetfeltsvariation Sq og L, den ækvatoriale elektrojet, ...)
Beskrive hvordan bidragene kan adskilles
Forklare elektromagnetisk induktion i kappen og skorpen, og
hvordan magnetiske målinger kan bruges til bestemmelse af Jordens
elektriske ledningsevne
Beskrive hvordan magnetfeltet måles
Kursusindhold:
Jordens magnetfelt genereres af en række vidt forskellige fysiske
processer i Jordens indre og omgivelser: dynamoprocesser i kernen,
inducerede elektriske strømme i kappen, magnetisering af skorpen,
havstrømme og vindsystemer i Jordens øvre atmosfære, højenergetiske
ladede partikler i Jordens strålingsbælter, samt elektriske strømme
i ionosfæren og magnetosfæren genereret i dynamisk vekselvirkning
mellem solvinden og Jordens magnetfelt. Kurset vil omfatte en
gennemgang af disse forskellige bidrag, hvordan de observeres,
adskilles, beskrives (modelleres) og fortolkes.