At sætte deltagerne i stand til at designe rum- og facadeløsninger
med hensyn til Bygningsreglementets og brugernes krav til
dagslysforholdene i bygninger. Målet er at kunne beregne
dagslysforholdene (dagslysfaktoren, dagslysfordelingen og
blændingsforhold) for forskellige udformninger og lystekniske
egenskaber af rum, vinduer, solafskærmninger og dagslysdirigerende
komponenter. Beregningerne skal vise dagslysforholdene i rum under
forskellige vejrforhold og indstillinger af solafskærmninger og
dagslysdirigerende komponenter. Ved simulering af samspillet mellem
den dynamiske sol- og lystransmittans gennem vinduessystemet og
behovet for elektrisk belysning og køling kan løsningerne optimeres
med hensyn til at opnå gode dagslysforhold og lave
energiforbrug.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Udføre beregninger af sol- og lystransmittansen af
vinduessystemer med sol- og lysregulerende systemer
Udføre beregninger af dagslysforhold (dagslysfaktoren,
dagslysfordelingen og blændingsforhold) i rum under stationære
forhold
Udføre beregning af dagslysforhold samt behov for energi til
elektrisk lys og køling i rum under dynamiske forhold
Analysere resultater af beregning af dagslysforhold i forhold
til krav i bygningsreglementet og internationale standarder for
dagslys i bygninger
Vurdere resultater af beregning af dagslysforhold og
energiforbrug til elektrisk belysning og køling for forskellige
udformninger af bygninens rum- og facadeløsninger
Analysere effekten af skygger fra omgivelserne på lysindfaldet
på facaden og i rummet
Skrive tekniske rapporter til formidling af resultater af
beregninger, analyser og vurderinger af dagslysforhold i forhold
til indeklimaforhold og energiforbrug
Skrive tekniske rapporter til dokumentation af beregninger,
analyser og vurderinger af dagslysforhold i forhold til
indeklimaforhold og energiforbrug
Kursusindhold:
Gennemgang af opbygning, funktion og egenskaber af forskellige
glasfacaders komponenter i form af ruder og vinduer,
solafskærmninger og dagslysdirigerende systemer. Gennemgang af
generelle krav og ønsker til dagslysforhold i bygninger. Metoder og
beregningsprogrammer til beregning af dagslystransmittansen for
vinduessystemer eller glasfacader. Metoder og beregningsprogrammer
til stationære og dynamiske beregninger af dagslysforhold i rum med
forskellige glasfacadeløsninger.
Beregning af effekten af skygge fra omgivelser på lysindfaldet på
facader og i rum.
Bemærkninger:
Kurset kan med fordel kombineres med kurserne 11115, 11116 og
11119, idet dagslysberegninger naturligt indgår i integreret design
af bygninger, udvikling af lavenergihuse og elbesparelser i
bygninger. Kurset i daglys i bygninger kan med fordel suppleres med
kurset 11126 Belysnings-systemer i bygninger . Kurset kan både
indgå i bachelor- og masteruddannelserne på bygningsområdet.
Mulighed for GRØN DYST deltagelse:
Kontakt underviseren for information om hvorvidt dette kursus giver
den studerende mulighed for at lave eller forberede et projekt som
kan deltage i DTUs studenterkonference om bæredygtighed,
klimateknologi og miljø (GRØN DYST). Se mere på http://www.groendyst.dtu.dk