Med den mekaniske fysik som udgangspunkt, skal dette kursus styrke
de studerendes færdigheder i numeriske og symbolske beregninger. De
vigtigste fysiske grundbegreber gennemgås, diskuteres og indøves
teoretisk og ved opgaveregning. Der lægges vægt på forståelsen, så
de studerende sættes i stand til at analysere og løse simple
fysiske og tekniske problemer.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Anvende de kinematiske begreber position, hastighed og
acceleration, og genkende vigtige typer af bevægelse som det skrå
kast og cirkelbevægelse.
Identificere kræfter og skitsere kraftdiagrammer for simple
mekaniske systemer bestående af partikler og stive legemer.
Formulere Newtons love, massemidtpunktssætningen og
impulsmomentsætningen.
Anvende Newtons love, massemidtpunktssætningen og
impulsmomentsætningen på simple mekaniske systemer bestående af
partikler og stive legemer.
Beregne en krafts arbejde og impuls og anvende arbejdssætningen
på simple mekaniske systemer.
Formulere principperne om bevarelse af impuls, mekanisk energi
og impulsmoment.
Anvende principperne om bevarelse af impuls, mekanisk energi og
impulsmoment på simple mekaniske systemer.
Analysere en problemstilling, planlægge og udføre løsning samt
kontrollere resultatet.
Kursusindhold:
Kinematik. Newtons love. Arbejde og energi, konservative og
ikke-konservative kraftfelter. Energibegrebet. Impuls og stød.
Bevarelseslovene. Partikelsystemer og deres energi.
Massemidtpunktssætningen. Stive legemers dynamik.
Litteraturhenvisninger:
Young og Freedman, University Physics with Modern Physics, 13te
udgave, ISBN-13 978-0-321-89470-0.