Mikro og nano strukturer indgår som et centralt element i en lang række såvel forsknings som industrielt orienterede projekter og produkter.
Målet med kurset er at give dig et overblik over metoder til visualisering af disse strukturer, samt at forstå den bagvedliggende fysik.
Med denne viden vil du være i stand til at vælge de rigtige metoder til en given anvendelse samt at diagnosticere og videreudvikle disse visualiseringsteknikker.
Endvidere vil du være i stand til at fortolke de informationer som teknikkerne frembringer. Dette kan både være formen af emnet der undersøges (topografi) og dets materialeegenskaber.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Opsummere fordele og ulemper ved optisk mikroskopi (OM).
Opsummere fordele og ulemper ved skanning elektron mikroskopi (SEM) og transmission elektron mikroskopi (TEM)
Opsummere fordele og ulemper ved Atomic force mikroskopi (AFM) og skanning tunneling mikroskopi (STM)
Forklare virkemåden, fysikken bag samt begrænsningerne ved ovenstående metoder
Beregne og vurdere metrologiske aspekter af data genereret med ovenstående metoder
Analysere og fortolke data genereret med ovenstående metoder
Sammenligne egenskaber og relatere karakteristika af de ovenstående metoder
Udvælge de rette visualiseringsmetoder til en given anvendelse
Kursusindhold:
På kurset gennemgås de vigtigste metoder til visualisering af mikro og nanostrukturer som anvendes på DTU og tilknyttede virksomheder. Dette omfatter bl.a. · Optisk mikroskopi (OM) · Skanning elektron mikroskopi (SEM) · Transmissions elektron mikroskopi (TEM) · Skanning tunnel mikroskop (STM) · Atomic force mikroskop (AFM)
Hver teknik gennemgås i en dedikeret hands-on øvelse. I disse øvelser vil du få adgang til state-of-the-art udstyr for at afbillede en prøve. Dette vil bidrage til forståelse af de gennemgåede visualiseringsmetoder.
Udover de praktiske øvelser, skal du gennemgå og evaluere en videnskablig artikels brug af visualiseringsmetoder.
Litteratur:
Kompendium til kurset 33257
Mulighed for GRØN DYST deltagelse:
Kontakt underviseren for information om hvorvidt dette kursus giver den studerende mulighed for at lave eller forberede et projekt som kan deltage i DTUs studenterkonference om bæredygtighed, klimateknologi og miljø (GRØN DYST). Se mere på http://www.groendyst.dtu.dk/kursustilmelding.aspx