Kemiingeniøruddannelsen omhandler fortrinsvis processer, der arbejder kontinuerligt og stationært. Men procesanlæg skal sættes i drift, skifte operationsområde og operere så forstyrrelser påvirker driften minimalt. Regulering omhandler disse situationer. Kurset sigter mod forståelse for samspillet mellem procesdynamik og procesregulering, samt opbygningen og betydningen af automatiske reguleringssystemer. Dette omfatter den underliggende teori samt visse anvendte komponenter. Fortrinsvis behandles PID-regulatoren og dens indstillingsmuligheder. Endvidere er målet at kunne planlægge instrumentering af relativt simple anlæg.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Opstille dynamiske balancer for simple teknisk-kemiske processer
Løse begyndelsesværdiproblemer ved anvendelse af enten regneark eller andet passende software
Linearisere og indføre afvigelsesvariable i ikke-lineære begyndelsesværdiproblemer
Anvende Laplace-transformation ved løsning af lineære differentialligninger
Optegne blokdiagrammer for dynamiske processer
Beskrive de vigtigste systemtyper og disses karakteristika
Benytte metoder til indstilling af PID-regulatorer for simple sløjfer
Vurdere stabilitet af reguleringssløjfer ved beregning
Planlægge instrumentering af simple processer: Vælge og placere målinger og regulatorer
Vurdere anvendeligheden af andre reguleringsformer: Feedforward-, forholds- og kaskaderegulering
Tegne og tyde simple PI diagrammer
Kursusindhold:
Dynamiske balanceligninger. Simulering. Linearisering. Afvigelsesvariable. Løsning af lineære differentialligninger ved brug af Laplacetransformation. 1. og 2. ordens systemer, tidskonstanter, forstærkning, oversving, overføringsfunktion. Feedbackregulering: P-, I- og D-regulering. Stabilitet af sløjfer. Andre reguleringsformer: Feedforward-, forholds- og kaskaderegulering. Instrumentering, PI-diagrammer. Eksperimentelt projektarbejde. Rapportskrivning.
Mulighed for GRØN DYST deltagelse:
Kontakt underviseren for information om hvorvidt dette kursus giver den studerende mulighed for at lave eller forberede et projekt som kan deltage i DTUs studenterkonference om bæredygtighed, klimateknologi og miljø (GRØN DYST). Se mere på http://www.groendyst.dtu.dk/kursustilmelding.aspx