Det er kursets mål at give deltagerne et grundlæggende kendskab til de vigtigste bygningsmaterialers egenskaber og til vigtige materialeprøvningsmetoder.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Redegøre for de vigtigste byggematerialers egenskaber
Foretage enkle, kvalitative vurderinger såvel som detaljerede beregninger i relation til porøse byggematerialer
Definere porøsitet, faststofdensitet og tilsyneladende tørdensitet og anvende porøsitetsformlen for porøse byggematerialer
Forklare hvad der bestemmer metalstrukturen og hvorledes variationer i metalstrukturen influerer på metallets egenskaber
Beskrive de forskellige korrosionsformer og elektrokemiens princip
Redegøre for de fugtmekaniske grundbegreber fugtbinding og fugttransport i porøse materialer
Beregne fugttilstanden af konstruktionselementer
Definere og beregne spænding og tøjning ud fra belastning og deformation
Identificere styrke og stivhed ud fra materialets arbejdskurve
Foretage betonproportionering
Beskrive fremstillingen af tegl, letbeton og plast og forklare, hvorledes fremstillingsprocessen influerer på det pågældende materiales egenskaber
Beskrive vigtige materialeprøvningsmetoder, der anvendes i laboratoriet
Kursusindhold:
Forelæsninger: Alment om materialeegenskaber. Med hovedvægten på materialernes egenskaber ved anvendelse i bygningskonstruktioner gennemgås beton, træ og træbaserede materialer, tegl, mørtel, letbeton, metaller og plast. Forskningsmetode. Ved forelæsningen gennemgås kursets emner og dertil knyttede eksempler. Opgaveregning. Stoffet indøves gennem opgaveregning under lærervejledning. I laboratorium: Øvelse i materialeidentifikation, der rapporteres på øvelsesdagen.
Litteratur:
Bøger: F.R. Gottfredsen og A. Nielsen: Bygningsmaterialer: Grundlæggende egenskaber. Polyteknisk Forlag Bygningsingeniørens materialer - uddrag fra Materialebogen, Nyt Teknisk Forlag A. Nielsen et al.: Bygningsmaterialer: Metallære. Polyteknisk Forlag
Øvelsesvejledninger og opgaver: Printes via Campusnet.