Det er kursets mål, at de studerende bliver i stand til at integrere miljø- og ressourceperspektiver i det ingeniørfaglige arbejde. Kurset giver de studerende en introduktion til miljø- og ressourceforhold samt bæredygtig udvikling i Grønland. Kurset skal give kendskab til det hydrauliske grundlag for projektering og dimensionering inden for varme- og klimateknik samt inden for vandforsynings- og afløbsteknik. Endvidere kendskab til disse forsyningssystemers påvirkning af vore omgivelser.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Beskrive miljø- og ressourcemæssige perspektiver i ingeniøropgaver i Arktis systematisk
Beskrive forsyningssystemerne og identificere væsentlige miljø- og ressourceproblematikker heri
Beskrive vandindvinding og spildevandshåndtering
Beskrive affaldshåndteringssystemer
Diskutere mulighederne og barriererne for bæredygtig udvikling af forsyningssystemerne
Gennemføre hydrauliske analyser og beregninger
Forklare tekniske anlægs funktion og deres indflydelse på omgivelserne, herunder især det hydrologiske kredsløb
Opstille målsætninger og handleplaner for miljø- og resourceforhold på kommunalt niveau
Formidle enkle miljøforhold til borgere og andre centrale aktørgrupper
Planlægge, gennemføre og dokumentere et projektarbejde
Emner: Forsyningsområderne vand, varme, energi, spildevand og affald.
Hydrostatik, bevægelsesligninger, strømninger i åbne kanaler, og lukkede ledninger
Grundlæggende hydrologi, vandindvinding og distribution, afløbsteknik og spildevandsrensning samt recipientforhold.
Efter kursets introducerende del (forårssemesteret) vælger de studerende et projekt fra et projektkatalog (august). Projektet skal omhandle en forsyningsmæssig problemstilling inkl. vurdering af de samfundsmæssige konsekvenser. De studerende skal arbejde med planlægning, gennemførelse og formidling af projekter idet der lægges vægt på dokumentation af arbejdet.
Dette kursus giver den studerende en mulighed for at lave eller forberede et projekt som kan deltage i DTUs studenterkonference om bæredygtighed, klimateknologi og miljø (GRØN DYST). Se mere på http://www.groendyst.dtu.dk/kursustilmelding.aspx