Den studerende skal opnå kompetencer inden for eksperimentelt arbejde i relation til udvikling, fremstilling, karakterisering og modellering af keramiske materialer til anvendelse i SOFC og elektrolyseceller samt inden for test af celler. Den studerende skal lære at analysere de opnåede eksperimentelle data, sammenholde resultaterne med øvrig faglitteratur og relatere de eksperimentelle forsøg og resultater fra kurset til den mere generelle igangværende R&D inden for SOFC og elektrolyseceller.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Give en beskrivelse af det eksperimentelle arbejdes formål
Give en beskrivelse af den/de anvendte forsøgsopstilling(er)
Udføre det eksperimentelle arbejde og forklare de forskellige analysemetoder i forbindelse med det eksperimentelle arbejde
Analysere de opnåede eksperimentelle resultater
Vurdere kvaliteten af de opnåede eksperimentelle resultater
Vurdere og - om muligt - kvantificere fejlkilder og usikkerhed
Sammenligne og kritisk relatere de opnåede resultater med lignende resultater i faglitteraturen
Skrive en rapport (udformet som en artikel) over det eksperimentelle arbejde
Kursusindhold:
Efter en kort fælles introduktion til det eksperimentelle arbejde, databehandling og efterfølgende rapportskrivning vælges ét af nedenstående eksperimentelle emner: 1) Syntese og processering 2) Materialekarakterisering 3) Celletest og -evaluering 4) Modellering Hver gruppe (2-3 studerende) arbejder med en forsker om et stykke eksperimentelt arbejde inden for et af ovenstående emner, analyserer data og afslutter arbejdet med en rapport, som danner grundlag for eksamination.
Bemærkninger:
Da de studerendes eksperimentelle arbejde indgår som en del af afdelingens arbejde, vil det præcise indhold inden for hvert af de fire ovenstående emner afhænge af det pågående eksperimentelle arbejde i juni måned i afdelingen.