Kursets mål er at de studerende: - introduceres til studiet på M-diplomuddannelsen. - får en generel fremgangsmåde til teknologianalyse. - får et grundlæggende indblik i maskintekniske produkters funktion, opbygning og fremstilling. - bliver i stand til at kommunikere professionelt vha. skitser, tekniske tegninger og andre grafiske modeller. - bliver i stand til at anvende et avanceret CAD-system. - bliver i stand til at udføre tekniske rapporter. - bliver i stand til at udnytte DTU's IT-faciliteter.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Karakterisere et produkt vha. en række beskrivende og analytiske modeller.
Beskrive et produkt ved at identificere dets processer, organer og maskindele.
Redegøre for industrielle produkters produktliv.
Identificere standardelementer, maskinelementer og maskindele i et enkelt produkt.
Beskrive et produkt ved dets supersystem, system, subsystem.
Redegøre for afbildningsarternes karakteristika (dobbelt retvinklet og aksonometrisk afbildning) og vælge den mest hensigtsmæssige afbildningsform til en given opgave.
Udføre de tegningstyper, - principskitser og diagrammer, der beskriver maskiners opbygning og funktion og anvende dem til rumlige anskuelige tegninger og skitser, maskinteknisk tegning og konstruktionstegning.
Modellere et produkt bestående af flere komponenter i et avanceret CAD-system og anvende modellerne som grundlag for fremstilling af enkle bearbejdningstegninger.
Anvende tegning (grafisk modellering og kommunikation) til problemløsning, herunder forslagsstillelse og præsentation.
Dokumentere projektarbejdets resultater i fællesrapporter fra hver gruppe.
Planlægge og gennemføre et mindre konstruktionsprojekt.
Kursusindhold:
Skitseringsteknik, grundlæggende afbildningsregler og standarder for udførelse af tegninger af maskinkomponenter. Målsætning, herunder angivelse af tolerancer og overfladeruhed. Generel introduktion til grafisk kommunikation, herunder præsentation af resultater i form af posters, slides og rapporter. Anvendelse af CAD til produktmodellering og fremstilling af tekniske tegninger.
I grupper på 4 analyserer de studerende udleverede maskintekniske produkter og prøver at belyse en række industrielle, økonomiske, kvalitetsmæssige, produktudviklingsmæssige og tekniske aspekter. Produkterne modelleres beskrivende og analytisk i en række modeller, herunder beskrives og analyseres anvendte maskinelementers funktioner. Ud fra disse beskrivelser udføres bl.a. en "hvad nu hvis ... ?" -analyse, hvor konsekvenserne af ændringer af princip, opbygning, materiale, udformning og fremstillingsmetode belyses. Anvendte maskinelementer og materialer analyseres og beskrives. Funktion, udformning, fremstillingsmetode og heraf følgende produktionsomkostninger søges klarlagt. Arbejdet med produktanalyse dokumenteres i form af rapporter.
Bemærkninger:
Omtrentlig tidsmæssig fordeling af hovedemner: Konstruktion,produktanalyse, maskintegning, elementær maskinlære: ca.6 point CAD-tegning: ca.4 point