At give en indføring i grundlæggende definitioner, termer, principper og metoder til vurdering af kemisk stoffers skæbne og effekt i miljøet herunder miljørisikovurdering af kemiske stoffer. Indføring i brug af redskaber til bedømmelse af skæbne og effekter af kemikalier i miljøet udgør en central del af kurset.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Definere og beskrive basale begreber og termer i miljørisikovurderingen
Fortolke fysisk-kemiske og økotoksikologiske data for kemikalier i relation til henholdsvis miljømæssig skæbne og miljøfare
Foretage enkle kvantitative beregninger af stoffers skæbne i miljøet
Klassificere kemikalier i overensstemmelse med regulatoriske retningslinier for risikovurdering
Indsamle relevante data vedr. kemikaliers miljømæssige skæbne og effekter fra bl.a. internet, håndbøger og databaser
Summere og evaluere litteraturdata i miljøprofiler af organiske kemikalier
Planlægge og gennemføre et projekt herunder formulere hypoteser
Skrive en teknisk rapport, hvor teorien anvendes på et realistisk miljøproblem med kemikalier, inklusive at trække konklusioner og foretage kildehenvisninger og citationer
Kursusindhold:
Miljøkemi karakteriseres som læren om kemiske stoffers transport, fordeling og omsætning i det ydre miljø (engelsk: Chemical Fate). Hovedvægten i kurset lægges på miljøkarakterisering af organiske kemiske stoffer, idet der tages udgangspunkt i EU´s koncept for risikovurdering af kemikalier. Kurset behandler centrale miljøkemiske processer i vand, jord og luft, bl.a. bionedbrydning, hydrolyse, fotolyse, sorption, fordampning og bioakkumulering. Processerne relateres til stoffernes fysisk-kemiske egenskaber og struktur samt til karakteristika for det betragtede scenarie og medie. Herudover behandles stoffernes miljøeffekter. Grundlaget for tilvejebringelse af data og datavurdering gennemgås, ligesom datasøgning er en del af kurset. Skæbne- og effektdata (Eng. Fate and effects) for kemiske stoffer og deres betydning og anvendelse til farligheds- og risikovurderinger gennemgås. Kurset afsluttes med en skriftlig rapport, der tager udgangspunkt i en realistisk situation.