Operativsystemer leverer den fornødne funktionalitet til at afvikle computerprogrammer. Deres anvendelse spænder fra små, indlejrede systemer til store server installationer. Selvom disse systemer kræver forskelligartede operativsystemer har deres grundlæggende funktionalitet mange fællestræk. I dette kursus får du en mulighed for at stifte bekendskab med operativsystemer og for at udforske deres implementering og virkemåde.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
forklare operativsystemets rolle og afvikling af computerprogrammer.
programmere mod operativsystemets grænseflade.
definere grundlæggende operativsystem-begreber med egne ord.
designe og implementere operativsystem-dele såsom en scheduler.
give en kritisk analyse af et operativsystem og foreslå anvendelser hvortil det er særligt egnet.
evaluere operativsystemer og foreslå et operativsystem som er velegnet til en given type computer.
Kursusindhold:
Operativsystemer: Processer, tråde, skedulering. Systemkald. Understøttelse af synkronisering og kommunikation. Operativsystemers opbygning. Drivprogrammer. Virtuel hukommelse. Filsystemer. Virtualisering. Datasikkerhedsaspekter.
Bemærkninger:
Kurset er et specialiseringskursus i gruppen af teknologiske linjefag for bachelorlinjen Softwareteknologi.