Kursets målsætning er at give deltagerne forståelse for og viden om de problemer og løsningsmuligheder, der knytter sig til udvikling af mekatroniske produkter, dvs. produkter, der omfatter såvel mekanik som elektronik og software. Dette opnås ved at lade hver gruppe udvikle og bygge et mindre mekatronisk produkt.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
analysere et mekatronisk produkt. Beskrive dets hovedkomponenter (elektronik, mekanik og software) og deres funktion
syntetisere en mekatronisk løsning på en selvvalgt problemstilling
udarbejde simple elektroniske løsninger på interfaceproblemer mellem mekanik og elektronik
planlægge en hensigtsmæssig fordeling af funktionalitet imellem elektronik, hardware og software
gennemføre konstruktion og fremstilling af en funktionsmodel
teste og evaluere funktionsmodellen
arbejde (på engelsk) i inhomogene, tværfaglige, ikke selvvalgte grupper
udarbejde rapport (på engelsk) over udviklingsforløb med tilhørende dokumentation af mekanik, elektronik og software samt resultater af afprøvning
mundtligt præsentere og forsvare projektet (på engelsk)
Kursusindhold:
Ved forelæsningerne gennemgås mekatroniske systemers kendetegn og egenskaber, samt hyppigt anvendte elementer, der indgår i mekatroniske systemer.
Et problem ved udviklingen af mekatroniske systemer er at finde en passende balance mellem indholdet af mekanik, elektronik og software i de konstruktive løsninger. De faktorer, der har indflydelse på denne type beslutninger identificeres ved gennemgang af eksempler.
Ved projektets start foreligger et antal produktidéer, som grupperne kan vælge imellem. Produkterne har alle et mekatronisk indhold, dvs. indeholder såvel mekanik som elektronik/software. Produkterne kan f.eks. være apparater til styring af mekaniske processer (aktuatorer) eller sensorer.
Kursets hovedvægt lægges på udviklingen af produktets idé, dvs. funktionsprincip, mekanisk, elektronisk samt softwareopbygning.
Hver gruppe udarbejder en funktionsmodel og en rapport, som bl. a. redegør for udviklingsprocessen og for de konstruktive valg, der er truffet.