Kursets mål er at give de studerende en introduktion til programmering. Med udgangspunkt i objekt-orienteret programmering skal de studerende være i stand til at analysere, designe og implementere programmel i mindre skala.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Anvende det objektorienterede paradigme til problemorienteret programudvikling ved hjælp af det til kurset valgte programmeringssprog (pt. Java).
Udarbejde objektorienteret analyse af ideer til mindre programmer.
Udarbejde objektorienteret design af programmer i mindre skala ved hjælp af simple UML diagrammer.
Afprøve og fejlkorrigere objektorienterede programmer.
Dokumentere objektorienterede programmer efter en given forskrift.
Anvende og forstå grundelementerne i det objektorienterede paradigme, herunder: Objekter, klasser, nedarvning og polymorfi, indkapsling, samt interfaces.
Anvende og forstå grundelementerne i Java herunder: Simple variabler, datastrukturer og referencevariabler, værditypekonvertering, kontrolstrukturer, oprette og anvende pakker, grundlæggende I/O, samt håndtering af undtagelser mm.
Udarbejde simple grafiske applikationer og appletter samt hændelsesstyret brugergrænseflader ved brug af grafiske standardkomponenter.
Kursusindhold:
På kurset præsenteres en række traditionelle (konstanter, variable, funktioner, m.v.) og objektorienterede begreber (klasser, objekter, metoder, m.v.). Udvikling af et program fra ide til frigivelse, herunder konstruktion, afprøvning og dokumentation. Grafisk brugerflade. Notationsformer (UML – Unified Modeling Language). De studerende introduceres samtidig til det objektorientererede programmeringssprog Java, som bruges til at illustrere og eksemplificere de abstrakte begreber og principper.
Bemærkninger:
Kurset er en integreret del af fagpakken design & innovation. Der kan vælges mellem dette kursus og kursus 41026 Elektronik ud fra hvilken projektopgave, den studerende vil gennemføre i 3. semester, idet det andet kursus så skal gennemføres på 4. semester.