Den studerende skal gennemføre et konkret forskningsprojekt inden for fiberoptik, fibersensorer, eller nanofotonik, samt skrive en videnskabelig artikel og holde et videnskabeligt foredrag om resultaterne.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Præsentere konference foredrag om videnskabelige resultater
Udfærdige og indsende en videnskabelig artikel
Gennemføre et selvstændigt forskningsprojekt
Læse og forstå videnskabelige artikler
Kursusindhold:
Den studerende kommer til at arbejde med igangværende forskningsprojekter på DTU Fotonik, som skifter fra år til år. Disse vil give dem indsigt i den seneste udvikling indenfor fotonik, specielt fiber optik, fiber sensorer og nanofotonik. I de første 2 uger læses baggrundsartikler og en specifik plan lægges for forskningsprojektet. Der holdes et 12 minutters foredrag om artikler og projektgennemførelse efter de 2 uger. I de næste 9 uger laves det deciderede forskningsarbejde og i de sidste 2 uger skrives rapport i form af en artikel til publikation i et internationalt tidsskrift inden for optik. Er de opnåede resultater af en tilstrækkelig kvalitet vil artiklen blive indsendt. Kurset afsluttes med, at den studerende holder et 12 minutters konference foredrag om sine resultater. Den studerende vil således blive trænet i frontforskning, samt præsentation af videnskabelige resultater i form af artikelskrivning og konferenceforedrag.