At give de studerende indsigt i operationel og real-tidsplanlægning inden for transportsektoren. De studerende vil lære om de planlægningssituationer, der opstår i forbindelse med planlægning med en meget kort tidshorisont og hvilke krav, det stiller til de modeller, der skal hjælpe i planlægningen. Det vil ske dels gennem konkrete eksempler, dels ved en gennemgang af den forskning, der er foretaget inden for området. De studerende vil efterfølgende være i stand til at identificere problemstillinger ved operationel planlægning og de forhold, der gør sig gældende ved udvikling af optimeringsmodeller hertil.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Klassificere et transportplanlægningsproblem som værende strategisk, taktisk eller operationelt
Analysere planlægningsprocesserne i et operationelt transportplanlægningsproblem og kunne identificere flaskehalse
Specificere krav til optimeringsmetoder til operationelle transportplanlægningsproblemer med særligt fokus på løsningstid og data
Vælge passende optimeringsbaserede metoder til operationelle transportplanlægningsproblemer under hensyntagen til den opstillede kravspecifikation
Forklare forskellene mellem statiske og dynamiske (real-time) distributionsplanlægningsproblemer
Designe en simpel metode til løsning af et dynamisk (real-time) distributionsplanlægningsproblem
Forklare de forskellige processer i et system til håndtering til driftsforstyrrelser (disruption management) inden for transport
Beskrive metoder til genoprettelse af driftsforstyrrelser og vurdere størrelsen for virkningerne/omkostningerne af disse
Kursusindhold:
Real-time distributionssystemer som f.eks. dynamisk ruteplanlægning. Dispatchsystemer for busser, lastbiler, ambulancer osv. Behovsstyret transport inden for kollektiv trafik. Systemer til genoprettelse ved driftsforstyrrelser (Disruption Management) inden for fly-, tog-, vej- og søtransport. Undervisningen vil dels blive baseret på konkrete eksempler på implementeringer, dels på problemstillinger eksemplificeret gennem gæsteforelæsninger fra erhvervslivet. Der forventes en aktiv deltagelse fra de studerende bl.a. ved præsentation af videnskabelige artikler inden for området. Dette skal danne basis for en diskussion omkring de innovative perspektiver i implementeringen af de udviklede modeller i de konkrete problemstillinger.
Bemærkninger:
Kurset dækker sammen med 13430 Matematisk modellering af godstransport og 13440 Ruteplanlægning og schedulering inden for transport et bredt spektrum omfattende planlægning vha. operationsanalyse inden for transportsektoren. Kurset er kvantitativt orienteret og de nævnte forudsætninger inden for matematisk modellering er derfor meget vigtige. Kursusformen er uformel og lægger op til en del selvstudium.