Kurset har som overordnet mål at deltagerne bliver i stand til at konstruere med 2D AutoCAD og at deltagerne bliver i stand til at skitsere og skildre konstruktioner og rumlige forhold i de mest anvendte afbildningsarter. At deltagerne bliver fortrolige med de formelle regler for byggeteknisk tegning. At deltagerne opnår rutine i frihåndsskitsering. At deltagerne behersker 3D volumenmodellering, tegningsopbygning og afbildning i AutoCAD. At deltagerne får udviklet deres rumlige opfattelsesevne.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
skitsere rumlige emner, herunder omdrejningslegmer, aksonometrisk.
skitsere rum i frontperspektiv
aflæse dobbelt retvinklet projektion
aflæse og udføre byggeteknisk tegning
udføre teknisk tegning på baggrund af 3D-model
anvende dobbelt retvinklet projektion til problemløsning
opbygge volumenmodeller
afbilde og rendere volumenmodeller
anvende sædvanlige geometriske konstruktioner og kunne beskrive udvalgte kurver og flader
Kursusindhold:
I kursets første del veksles mellem brug af AutoCAD og frihåndsskitsering. Følgende temaer behandles: Rumlig og dobbelt retvinklet afbildning. Skitseringsmetoder og teknikker. 2D AutoCAD, herunder basisfunktioner, lag, stregtykkelser, målsætning, modelrum og tegningsrum, plotstyring og integration af rasterbilleder. Byggeteknisk tegning og tegningsaflæsning. I kursets anden del veksles mellem brug af 3D funktionaliteter i AutoCAD og frihåndsskitsering. Følgende temaer behandles: Skitsering af krumme emner og perspektivisk skitsering, AutoCAD volumenmodellering, tegningsmodellering og afbildning i AutoCAD. Omsætning af 3D-model til teknisk tegning. Kendskabet til byggeteknisk tegning i forskellige målforhold udbygges. Desuden indøves brug af dobbelt retvinklet og rumlig skitsering til problemløsning og formgivning.
Bemærkninger:
Kurset er forbeholdt By- og byg.ing, Architectural Engineering.