Kursets overordnede mål er at introducere processimulering for de studerende på et relativt tidligt tidspunkt i deres studieforløb. Dette opnås ved at lade de studerende bruge kommercielle programpakker til at analysere tre forskellige procestyper: Metalstøbning, plaststøbning og plastisk formgivning. Øvelserne sigter først og fremmest mod at give en ”hands on” introduktion og det teoretiske indhold i kurset er derfor ret begrænset.
Læringsmål:
En studerende, der fuldt ud har opfyldt kursets mål, vil kunne:
Have kendskab til de mest grundlæggende elementer af processimulering
Anvende simuleringssystemet MAGMASOFT til at kunne analysere simple problemstillinger i metalstøbeprocesser.
Anvende simuleringssystemet SIGMASOFT til at kunne analysere simple problemstillinger i sprøjtestøbeprocesser af plast.
Anvende simuleringssystemet DEFORM til at kunne analysere simple problemstillinger i mekaniske materialeprocesser.
Have kendskab til numeriske beregningers anvendelsesområder indenfor procesteknik
Betragte numerisk simulering som en naturlig mulighed blandt flere ved analyse og optimering af processer
Have grundlæggende kendskab til numerisk simulerings begrænsninger
Have forståelse for, at processimulering er tværfaglig involverende både materialelære, varmelære, fluid flow og faststofmekanik
Kursusindhold:
Kurset er delt op i tre dele på hver en uge omhandlende simulering af metalstøbning, plaststøbning og mekanisk formgivning. Hver uge startes med en kort gennemgang af den proces, som simuleres samt programmet, der bruges. Herefter gennemføres en lille øvelse, hvor processen ved fremstillingen af et simpelt emne simuleres. Under kurset afrapporteres de gennemførte øvelser løbende.