Kurset tager sigte på at give de studerende et grundlag for at kunne analysere, designe og optimere både eksisterende og fremtidige anlæg og systemer for produktion, transport, lagring og fordelingen af elektricitet, varme og køling samt brændsler ud fra såvel energimæssige, samfundsmæssige som økonomiske kriterier. Desuden at give deltagerne kendskab til opbygning og drift af energisystemer.
Kursusindhold:
Kurset vil behandle energitekniske anlæg og systemer. Eksempler er: Gasturbiner, kraftvarmeværker, fjernvarmesystemer, systemer til produktion, transport, lagring og fordeling af el og varme, industrielle procesanlæg osv. Anlæggenes karakteristiske egenskaber og begrænsninger diskuteres og sammenkobles med forbrugets tidsvariationer. I kurset introduceres og anvendes metoder til analyse og syntese (udformning) af sådanne komplekse anlæg og systemer og optimering af deres drift. De tekniske systemer analyseres både ved hjælp af traditionelle termodynamiske analyser, og nyere metoder såsom pinch metoder og exergianalyser. Disse tekniske analyser integreres så med traditionelle økonomiske analyser igennem den kombinerede teknisk-økonomiske metode "thermoeconomics".