Målet med kurset er, at de deltagende Ph.d. studerende får uddybet kendskabet til økonomiske og politiske strukturer og mekanismer, som influerer på teknologiudviklingen indenfor det informations- og kommunikationsteknologiske område (IKT-området) samt får uddybet kendskabet til effekterne af indførelsen og anvendelsen af IKT på økonomiske og bredere sociale udviklingstendenser. Kurset handler om teknologiudviklingens politiske økonomi med udgangspunkt i økonomi og samfundsvidenskab. Dette tema bliver undersøgt på mikroniveau (firma), mesoniveau (branche) og på et samfundsmæssigt makroniveau, afhængig af de specifikke emner, der vælges for hvert års kursusgang. Kurset henvender sig til Ph.d. studerende med en teknologisk baggrund kombineret med en økonomisk og/eller samfundsvidenskabelig baggrund med fokus på teknologiudvikling. Kurset bygger på de Ph.d. studerendes viden på kandidatniveau vedrørende teknologiudviklingens politiske økonomi.
Kursusindhold:
Kursets specifikke emner varierer fra år til år. De grundlæggende discipliner, der undervises i og diskuteres, er baseret på teknologiudviklingens politiske økonomi herunder tekno-økonomi, innovationsøkonomi, institutionelle tilgange, regulering af IKT-markeder samt teknologiledelse. Eksempler på emner er bl.a. udvikling af peer-to-peer netværk, nye mobile og trådløse teknologier og bredbåndstjenester. Kurset omfatter forelæsninger af forskere fra DTU og andre universiteter i NORDICT-netværket samt inviterede eksterne forskere fra andre forskningsinstitutioner. Endvidere indebærer kurset, at de Ph.D. studerende præsenterer et papir om deres Ph.d. arbejde, således at de får mulighed for at få deres projekt diskuteret i et forum af forskere/undervisere og andre Ph.d. studerende.
Bemærkninger:
Kravene vedr. deltagelse i kurset er 1) at den Ph.d. studerende præsenterer et papir omhandlende et emne, der relaterer sig til kursustemaet og deres Ph.d. arbejde, 2) aktiv deltagelse i kursusdiskussionerne, og 3) gennemlæsning af kursuslitteraturen.