At lade de studerende stifte bekendtskab med eksperimentelt og teoretisk arbejde, numeriske simulationer og data-opsamling indenfor arbejdsområdet optik, fotonik og nanoteknologi.
Kursusindhold:
Studenterne vælger et enkelt projekt fra et bredt udbud indenfor spændende eksperimentelle, teoretiske, og numerisk prægede projekter, udbudt af specialister fra COM•DTU og Fysisk Institut indenfor de forskellige felter. Studenterne vil arbejde i mindre grupper (2-3 personer), og vil være i stand til både at gå i dybden med teoretiske problemer og arbejde med eksperimentelt udstyr, der normalt ikke kan benyttes i laboratorie-øvelser. De tilbudte projekter falder indenfor følgende emner: •Karakterisering af mikrostrukturerede optiske fibre •Eksperimenter med fiber-baserede bio-sensorer •Karakterisering af ultrahurtige lasere samt ultrahurtig spektroskopi •THz spektroskopi og modellering af THz bølgeledere •Tidsopløst spektroskopi på kvantepunkter •Fremstilling og optisk karakterisering af planare fotoniske krystalstrukturer og optiske nanokaviteter •Udvikling af værktøjer til elektromagnetiske felt-simuleringer •Modellering og optisk karakterisering af nye komponent-typer baseret på plasmoniske bølgeledere, med anvendelser i integreret optik •Fremstilling af nanostrukturerede overflader mellem metaller og dielektrika til studier af felt-forstærkning •Laser-fysik og ikke-lineær frekvens-omformning •Eksperimenter med optiske effekter i fiber-baserede kommunikationssystemer