At sætte de studerende i stand til at opstille og løse matematiske modeller for kemiske processer i procesapparatur, der anvendes i den kemiske og biotekniske industri.
Kursusindhold:
En matematisk model er et system af ligninger, der beskriver hvorledes et givet system opfører sig og hvorledes det reagerer på ydre påvirkninger. En matematisk model sætter ingeniøren i stand til at designe en proces, at give denne en optimal udformning og at styre processen under praktisk drift.
Modelopstillingen er baseret på anvendelse følgende hovedelementer: Bevarelsesligninger for stof og energi, sammenhænge mellem transporthastigheder og fysiske og kemiske forhold (strømning, diffusion, ledning, stof- og varmeovergang), samt kendskab til indgående reaktioners kinetik som funktion af temperatur og sammensætning.
I kurset gennemgås på basis af eksempler
- valg af kontrolvolumen, - stationære og ikke-stationære differentielle masse- og energibalancer, - formulering af randbetingelser gennem balanceligninger, - fluxudtryk - transport gennem krumme (variable) kontrolvolumenoverflader, - linearisering og stabilitet
med henblik på at undersøge samspillet i procesapparatur mellem forskellige transportmekanismer indbyrdes og mellem transportprocesser og kemisk reaktion.
Bemærkninger:
Kurset er et af tre kemitekniske forudsætningskurser for et kandidatstudium på retningen Kemisk og Biokemisk Teknologi og er samtidig et af de seks anbefalede kurser på civilingeniørstudiets bachelorniveau for studerende der ønsker en kemiteknisk præget bachelorgrad. De fem øvrige kurser er 28110, 28020 (før 28120), 28140, 28150 og 42110.