At gøre kursusdeltagerne fortrolige med kvantitative og kvalitative aspekter af anvendt enzymteknologi. Herunder at give kursusdeltagerne detaljeret indsigt i forskellige enzymers virkemåde, biokemiske tranformationer og kvantitativ enzymkinetik i eksperimentelle og industrielle processer samt solid viden om metoder og processer i industriel anvendelse af enzymer. Det er målet, at de studerende hermed opnår faglige kompetencer, der kan anvendes i både industrielle processer og forskning.
Kursusindhold:
Enzymatisk nedbrydning og modifikation af stivelse, protein, lipider og non-stivelses kulhydrater/plantecellevægsmateriale. Store industrielle enzymanvendelser: Stivelsesindustrien, bageri, mejeri, vin, juice og frugtsaft, dyrefoder, vask- og tekstil, pulp og papir. Ølfremstilling. Enzymologi: Enzymklasser, enzymassays, kvantitativ enzymkinetik i autentiske industrielle processer, herunder beregning af reaktionstid, nødvendig enzymmængde til autentiske enzymkatalyserede transformationer o. lign. Enzymstabilitet: Indflydelse af pH, temperatur og andre fysisk-kemiske faktorer på enzymkinetik. Inhibitorer. Immobiliserede enzymer.
BEMÆRKNINGER Der vil være to afløsningsopgaver i løbet af undervisningsperioden indefor hhv. enzymanvendelser til cerealieprocesser samt kvantitativ enzymkinetik på ægte data (fra forskningslitteraturen). Disse afløsningsopgave-rapporter tæller hhv 17% og 33%, altså tilsammen 50% af karakteren. Der gives en 4 timers skriftlig prøve efter 13-ugersperioden, der tæller 50% af karakteren. Dog skal den skriftlige eksamen gennemføres med mindst 33% korrekte svar førend kurset kan bestås. Adgang til den skriftlige prøve forudsætter desuden at begge afløsningsopgaver er forhåndsgodkendt.