Forelæsninger, gæsteforelæsninger, laboratorie- og computerøvelser samt projektarbejde, evt. ekskursion, symposier med studenterfremlæggelse og -diskussion af læste artikler.
At give en målrettet viden om de basale processer, der er vigtige ved fremstilling og distribution af drikkevand og vand til industriformål, at kunne gennemføre en eksperimentel og teoretisk analyse af et vandværks drift, og at sætte de studerende i stand til at planlægge og projektere vandforsyningssystemer, både ved hjælp af simple håndberegninger og professionelt software. Der lægges vægt på, at vandforsyningen betragtes i sin helhed fra vandressourcer til forbrugeren.
Kursusindhold:
Gennemgang af spektret af kvaliteter i vandressourcerne og de meget forskellige kvalitetskrav svarende til forskellige vandanvendelser, vandforbrugets størrelse og variation, hygiejne og vandkvalitet samt planlægning, dimensionering og analyse af udpumpningsanlæg, reservoirer og forsyningsnet. Gennemgang af de kemiske og biologiske processer i vandbehandlingsanlæg for overfladevand og grundvand, og i transportsystemer, herunder processer i husenes vandinstallationer. På basis af måling af ca. 10 parametre analyseres et vandværks funktion og effektiviteten af luftning/stripning, filtrering og kalkjustering bedømmes. I modsætning til traditionelle kurser lægges der her vægt på de processer, der foregår i transportsystemet, der er langt den dyreste del af vandforsyningsnettet, og kurset omfatter planlægning design og analyse af forsyningsledningsnet. Interaktionen mellem vandet og konstruktionsmaterialerne er væsentlig for processerne i ledningsnettet. Undervisning gives i form af gennemgående forelæsninger, der præsenterer kursets teori. Parallelt med forelæsningerne arbejder kursisterne i grupper med strukturerede øvelser: først laboratorieundersøgelser af et vandværk, derefter med modelering af vandbehandlingsprocesser og endelig med modellering af ledningsnet. Sidste års kursusplan kan ses på http://www.er.dtu.dk/homepages/hja/