Principper og metoder for optiske målinger indgår i mange danske industriprodukter. Desuden benyttes optiske metoder i en bred vifte af anvendelser spændende fra strømningsmekanik, kemi, miljøovervågning til medicoteknik. Kurset sigter mod at give den studerende en bred forståelse af principperne i optiske målemetoder, både teoretisk og i praktiske anvendelser. Kurset retter sig både mod den kommende projektleder på udviklingsopgaver og mod brugeren af avanceret optisk udstyr. Hovedmålene er forståelse af målemetodernes fysiske baggrund og begrænsninger samt planlægning og udførelse af avancerede måleopgaver.
Kursusindhold:
Fysisk baggrund for optiske målemetoder inklusive lyskilders egenskaber, analyse af støj og fluktuationer i detektorsignalet og forskellen mellem kohærent og inkohærent detektion. Måling af afstand, hastighed, vibration, metoder der benytter hvidt lys, interferometriske metoder, holografiske metoder og speckleinterferometri. Fiberoptik og fiberoptiske sensorer, laser Doppler velocimetry og particle image velocimetry samt metoder,der benytter molekylære spredningsfænomener. Endelig omtales behandling og præsentation af måledata samt usikkerheder ved optiske målinger.