At give en dybere indsigt i de specielle forhold der gør arktisk teknologianvendelse til noget særligt. Permafrosten, de lave temperaturer, den ringe befolkningstæthed, de store afstande og den arktiske natur stiller store krav til ingeniørarbejde, hvad enten det drejer sig om befolkningens levestandard, turisme, vandforsyning, råstofudnyttelse, fiskeri eller samfærdsel.
Kursusindhold:
Kurset er bygget op omkring et projektarbejde, som foregår i grupper på 3-5 studerende. I januar (3-ugers perioden) introduceres det arktiske områdes særpræg så som permafraost og isgeologi, områder der har stor betydning for bygge- og anlægsopgaverne i Grønland. Der er introduktion til de geotekniske forhold, til vandforsyningen og råstofudnyttelsen samt miljøområdet - hvor der er tale om problemer på land og i havet. Endelig introduceres opmålingsteknikker, geofysiske metoder, fotogrammetri, landmåling og geografiske informationssystemer (GIS), muligheder for solenergiudnyttelse, arktisk byggeri og bygningsrenovering. Den grønlandske historie og kultur gennemgås. I løbet af januar dannes grupper på 3-5 studerende, og der vælges projektemne blandt ovennævnte temaer. Med assistance fra en vejleder forberedes grupperne i løbet af foråret til sommerens feldtabrejde, som gennemføres i Sisimiut i Vestgrønland i juli/august (2-3 uger). I programmet for opholdet i Sisimiut er der indlagt en 2 dages primitiv fjeldtur - "overslevelsestur" - der tilrettelægges og gennemføres af professionelle, grønlandske førere. Turen er samtidig en vigtig del af den nødvendige sikkerhedsinstruktion til at arbejde under arkitske forhold. I efterårssemestret udarbejdes projektrapporten, som forsvares mundtligt ved eksamen i december.
Projekter: De studerende er velkomne til selv at komme med ønsker til projektet. Center for Arktisk Teknologi kan nævne følgende projektemner: Solvarme i Grønland - Grønlands vindressourcer - Bæredygtige løsninger i det grønlandske samfund - Energirigtigt byggeri - Nyt bygningsreglement for Grønland - Miljøundersøgelser - Vandforsyning - Geotekniske forundersøgelser - Vejbyggeri i Grønland - Råstofundersøgelser - GPS og GIS - Mikrobiologiske studier af kød og fisk, der sælges fra "brædtet".
Projektemnelisten reguleres årligt, idet emnerne afspejler det højest prioriterede i det grønlandske samfund.
Bemærkninger:
Kurset løber over et helt år (januar - december). Tæller som PMP
Kurset udbydes af Center for Arktisk Teknologi, som organisatorisk hører under BYG.DTU. Deltagerbetaling ca. 4500 DKr.