Arraybaseret logik er den første realisering af en ny IT niche, der mere generelt betegnes arraybaseret teknologi. Til grund for teknologien ligger en teori, der sikrer at logiske systemer er fejlfrie - af betydning for jernbanedrift og elforsyning, hvor der stilles krav til sikkerhed. Jernbanernes ”færdselslov” for kørsel med tog bestemmer hvorledes sporskifterne skal stilles, for at danne en sikker togvej fra station A til station B og overholdes af sikringsanlægget i form af signaler. Tilsvarende for elforsyning er der sikkerhedskrav for ind- og udkobling af udstyr, hvor teorien sikrer at brydere sluttes og brydes i den rigtige rækkefølge såvel af personsikkerhedsgrunde men også af forsyningsgrunde. Teorien har også fundet anvendelse til indlejrede styringer, for eksempel hvilke knapper der er aktive i B&O's audio-video produkter. Kursets formål er at give deltagerne teoretisk indsigt i den arraybaserede logik., som er frembragt indenfor området systemlære i samarbejde med B&O.
Kursusindhold:
Arraybaseret logik har videnskabeligt grundlag i en geometrisk-algebraisk formalisering af logikken. Den arraybaserede logik behandler logikken som en fysisk disciplin udfra en opfattelse af tildeling af logiske sandhedsværdier som fysiske målinger. Logikken er således fortolket i lyset af fysikken, som oprindelig påpeget af C.S. Peirce. I kurset gennemgås det videnskabelige grundlag for denne teknologi med særlig vægt på den arrayteoretiske formulering af logikken ved: (1) Analogibetragtninger mellem fysik og logik; (2) Repræsentation af logikken ved nestede data-arrays; (3) Arrayteori, herunder geometri og love for data; (4) Arrayteoretiske operationer bag en ingeniørplatform til udvikling af logiske systemer i industrien; (5) Arrayteoretisk definitionssekvens baseret på en halv snes primitiver med Euclid som forbillede, (6) Isomorfe arrayrepræsentationer med henblik på fuldstændighed, kompakthed og hastighed.
Der gennemgås forskellige typer modeller med særlig vægt på at skabe tværfaglig indsigt ved diskussion af fælles nøglebegreber fra (1) Logik-matematik; (2) Målinger og deres repræsentation ved digrafer, (3) Fysik; (4) Industriel konstruktion og produktion; (5) Økonomi, herunder Walras’ økonomiske produktionsmodel. Eksempelvis illustreres indenfor konstruktion og produktion arraybaserede modeller af simplificerede anvendelser som styklister, omkostningsberegning, tidsplanlægning, ressourceplanlægning og simulering.
I forbindelse med kurset er der øvelser i programmeringssproget Q’Nial (Nested Interactive Array Language).